Kom maj du søde milde … påsken var med regn og tunge skyer. Men senere kom hedebølgen og der blev alligevel gang i alt det grønne, det spirer og vokser derudaf som altid. Men for mig er duftene og lydene det allerskønneste: Den søde duft af blomstrende hvidtjørn og slåen, der rammer mig i skovkanten tidligt om morgenen.Gøens kalden – jeg hørte den første gang lørdag den 5. maj. Desværre havde jeg ikke min pengepung med, den skal man nemlig ryste så snart man hører gøens første kalden – det lærte jeg som barn af min bedstemor. Og så er der svanernes vingesus når de flyver sammen – to eller fem. Og gæssenes snakken, når de drager afsted i flok …
Sidebemærkninger
Hurra for Grønlægger og kammerater!Jeg har ikke høns i haven – ikke endnu. Men jeg fik blod på tanden, fik nemlig en lille kurv med de smukkeste nylagte hønseæg af en veninde, som har tre dejlige døtre, to herlige labradorpiger, høns, bier – og selvfølgeligt en skøn mand, som er med(ansvarlig) til det hele ? De dejlige æg er ikke blot smukke, de smager også forrygende – tak til Grønlægger (den laver de pastelgrønne/lyseblå æg), tak til Tværstribet Skovhøne, tak til Mørklægger,(mørk Sussex), tak til Sort Skovhøne!
Apropos op med humøret-salat
Det virker sikkert ikke hos alle, men jeg kommer altid i godt humør når jeg føler at jeg træner mine sensoriske evner. Begrebet sensorik kan jeg ikke finde i danske ordbøger, men jeg kender ordet fra tysk og blev introduceret i det sensoriske univers for næsten tyve år siden af den svenske kok og food designer Victor Waldenström. Han serverede for resten risotto på byg med stenbiderrogn og pesto.
Min salats fnuglette Quinoakorn føles svulmende rund i munden, en blød kontrast til de saftspændte, knasende sprøde æbler og de sprøde, men alligevel behageligt bløde og nærmest cremede valnøddekerner. Når man koncentrerer sig om at smage og føle er der simpelthen ikke plads til trist humør … 😆
Fortrydelsesret
Nogle gange må man holde sig tilbage. Desværre. I dag ville jeg lave marmelade af grønne tomater, den elsker jeg nemlig. Men denne søndag, som almindeligvis er som skabt til køkkenhygge, den gik i spåner på grund af lørdagens voldsomme regn og de kraftige stormstød i dag. Efter oprydningen kunne jeg jo gå i gang, men … hvem vil skære så flotte grønne tomater i stykker … ikke jeg. I næste uge tager jeg mig af mine almindelige runde grønne tomater og fortæller mere.
Apropos morgenfruer
Kontraster klæder hinanden. En snitte med morgenfruesmør smager godt, men endnu bedre med noget ovenpå. De første modne brombær eller skiver af en grøn tomat er mine favoritter netop nu – og om to måneder drysser jeg efterårshindbær på brødet.
P&P&P= P+
Hvad er nu det? Persille, peanuts og parmesan! Tre gange P giver et superP, nemlig en dejlig PESTO. Der skal blot en smule olie til, så har du den skønneste Pesto. Til friskkogt pasta, til pillekartofler, til kogte bønner (også de tørrede), til tykke skiver tomat, til fisk, til kylling … you name it. Der er så meget andet grønt end basilikum, der duer til pesto, og lige nu vil jeg slå et slag for persille, den krusede, den fortjener nemlig opbakning, den står for ofte i skyggen af sin glatbladede søster og ikke mindst de sydlandske urter. Petroselinum crispum, som den hedder på latin, er aromatisk og sund, forsyner os med både A- og C-vitamin og trives desuden glimrende i en stor krukke eller altankasse.
Persillepesto
- en stor håndfuld kruspersille
- 25 g peanuts, ristede og saltede
- 25 g parmesan, skåret fra et helt stykke, ikke færdigrevet
- 2 spsk. olie, jeg bruger koldpresset økologisk avocadoolie, men tag hvad du bedst kan li´
Skyl persillen, knug den tør i et viskestykke, og hak den med en kniv. Der skal blive ca. 1,5 dl (løs pakket i målebægeret). Hak parmesan i små stykker og findel persille med ost, peanuts og olie i en food processor. En stavblender kan også bruges, men da er det bedst først at hakke ALLE faste ingredienser med en kniv.
Duften af honning og bitre mandler
Det er så smukt, skyer af duftende hvide blomster vokser langs bækken ikke langt fra mig, og nu opdager jeg dem også på marken. Overalt, hvor der er fugtigt, er blomsterne dukket op. Filipendula ulmaria, det tog en rum tid før jeg kunne identificere de dejlige planter – mjødurt! Markernes dronning, i gamle dage brugt til at give sødme og smag til vin, og blomsterne kan bruges til saft og sirup lige som hyldens blomsterskærme, har jeg læst. Så det skal prøves. Men jeg vil også prøve at lade mjødurten få fodfæste i det fugtige hjørne af min have, går på jagt efter frø.
PS Hedebølgekartofler
De første kartofler af egen avl skal nydes med respekt ;-), uden store armsvig. Bedst på klassisk manér, kogt og med lidt smør og saltflager. Næstbedst er de i skiver som pålæg på godt brød, med eller uden grønt drys, men gerne med et drys kryddersalt = flagesalt (fx Maldon), som du i en morter støder sammen med lidt af din yndlingsurt. Jeg bruger gerne dild, den vokser så fint i min altankasse og har flotte skærme lige nu. Sidst men ikke mindst er der selvfølgeligt kartoffelsalat:
Små til mellemstore nye kartofler koges, halveres, og vendes endnu lune i en dressing af mild eddike (jeg sværger til havtorneddike) og avocadoolie (min personlige favorit), tilsat lidt dijonsennep. Du får ingen mængdeanvisninger, bare prøv og smag dig frem. Men brug ikke for meget dressing, kartoflerne skal blot fugtes, de må ikke svømme. Skær til hver 2-3 aflange radiser i skiver på langs og dernæst i terninger på tværs. Bland dem med kartoflerne. Og så tilsættes det fine grønne drys, her altså dild-salt. Det lækre ved denne enkle kartoffelsalat er de forskellige konsistenser – de bløde kartofler og de sprøde radiser klæder hinanden, dildsalt giver kant og havtorneddike i dressingen giver en forunderlig sødme.
Apropos junidessert
Sådan en koncentreret, sødet rabarbersaft med jordbær er ikke blot flot i glas, den er også fin i suppetallerkener. Og det er slet ikke så ringe at pynte med en klump god vaniljeis i stedet for en spiselig blomst. (Begge dele duer nu også, synes jeg).
Min trofaste husfugl
I februar skrev jeg om husets solsort, som trofast ventede på sit daglige æble. Det får hun stadig, og andre solsorte er kommet til, men hun er efterhånden blevet næsten tam, hopper kun et skridt væk, når jeg lægger dagens æbleguf. Og nu er hun i gang med at bygge rede foran køkkenvinduet …