Når livet føles trist – og det gør det af mange grunde i denne kolde januar – kan det hjælpe lidt at finde på noget smukt og lækkert, lidt glad bliver man (jeg) da igen for en stund. Jeg havde en bakke økologisk gulerodsmix (fra SuperBrugsen) i køleskabets grøntsagsskuffe. Og et granatæble på køkkenbordet. (Nåede desværre ikke at lave et nyt hold af den lækre granatæblesnaps, jeg skrev om i “smagen af nytår”). Delte granatæblet, pressede saften ud- fik knapt 1 dl. Prøv selv: saften skal du i en lille gryde blande med 1 spsk. rørsukker og et skvæt citronsaft. Kog blandingen i 3-5 minutter, den skal blive lidt tykkere.
Gulerødderne skal skrælles, og jeg koger altid de violette først i vand med lidt salt og citronsaft, så de beholder den flotte kulør og ikke farver de andre rødder – de skal nemlig koges for sig selv. Rødderne skal koges al dente, overhældes i et dørslag med koldt vand fra hanen, afdryppes og lægges på en stor tallerken – i hel figur eller halveret, som du nu har lyst til. Hæld den indkogte granatæblesaft over rødderne, spis godt brød til og mærk efter … det gør godt at spise noget smukt og lækkert. Og sådan en kulørt tallerken kræver ikke de store armsving, mere enkel kan det næppe være!
