Niks. Ikke noget er blot blåt, blå har flere nuancer end andre farver. Og min Blauhilde er et fint eksempel.

Bare se på bønnerne her, de er blå og violette og blågrønne. De hedder “Blauhilde”, er stangbønner og min absolutte must-have.

De er nemlig frodige, nøjsomme og nemme at have med at gøre, og de trives fint i en rummelig potte, krukke eller altankasse, bare de får en kraftig pind at støtte sig til. Det er praktisk med bønner i en krukke, så kan du flytte den rundt, bønnerne vil gerne have sol. Få fat i en pose med frø, så kan du så i maj og høste i juli. Forresten bliver blå bønner grønne efter kogning, og du får opskrifter med min Blauhilde senere på sommeren.