Pluksalat

Her er hvad jeg havde lyst til at plukke og smage på i dag på en hurtig rundtur blandt mine krukker:  (set med uret) et tallerkensmækkerblad, purløgsstilke, wasabi-rucola, blade og blomst, portulak, bibernelle, pink blomster af prærieløg, rød basilikum og en duftende hornviol.

Blandingen er smuk og delikat, og dressing er bandlyst! Jeg sprayer blot lidt koldt vand over blandingen, så kan man bedst opleve pluksalatens forskellige smagsnuancer og konsistenser. I morgen og i løbet at de næste julidage kommer der andre blade og blomster til – det er jo det, der gør det så spændende at have mange krukker og potter med spiselige urter og blomster.

Og så må jeg lige fremhæve en sommerblomst, jeg slet ikke kan stå for – COSMEA, som hører til slægten stolt kavaler. Den kan ikke spises men er forrygende frodig og smuk i en stor krukke blandt alle mine andre med spiselige planter.

Den stolte kavaler pynter gevaldigt blandt krukker med krydderurter
Syv slags selvpluk til en lækker tallerken

Græskarsuppe

Så kom årets første nattefrost, men den har kun ødelagt min citronverbena. Selv skyld, jeg burde have flyttet krukken tættere ind mod husmuren, ved siden af min tallerkensmækker, Tropaeolum majus. Den blomstrer stadig på livet løs, så den  skal pynte på min enkle Hokkaidosuppe. For resten smager blomsten også glimrende! De små orangerøde Hokkaido græskar har hovedsæson nu. De vejer omkring 1 kg, kødet er godt til suppe, men det bedste er, at skallen er sådan en flot “suppeterrin”, en  smuk serveringsskål. Du kan finde masser af opskrifter på græskarsuppe på nettet, min egen er meget enkel, simpel i bedste forstand. Det raffinerede tilsættes/drysses over til sidst: ristede mandler eller græskarkerner, ristede baconterninger, små klatter god pesto, en sjat kokosmælk, en skefuld piskefløde, eller fint klippet purløg.

  • 1 hakket løg
  • 10 g smør
  • frisk ingefær, skrællet og hakket, 1-2 spsk.
  • 1 stor tsk. karry
  • kødet af 1 Hokkaido græskar, 200 g uden kerner
  • 200 g skrællet kartoffel
  • 5,5 dl bouillon
  • 1-2 fed hvidløg

Svits løget i smør. Rør ingefær og karry i, tilsæt græskar- og kartoffelterninger, og spæd med bouillon. Kom de hele fed hvidløg i, og kog suppen under låg i ca. 1/2 time. Blend den, smag til med salt og peber og måske et par stænk citronsaft eller eddike. Og drys eller rør pynt i efter smag og humør.

Hovedret til to, gylden græskarsuppe med en smuk, spiselig blomst
Hovedret til to, gylden græskarsuppe med en smuk, spiselig blomst