Tomathistorier

En tomat er ikke bare en tomat, en god tomat har et navn. Og tomatnavne er spøjse, kan være det. Jeg havde ikke hørt om voyage = rejsetomater før jeg plukkede dem i mit økologiske favoritgartneri Grennesminde. Rejsetomater består af mange “fed” tomat, de ses forrest på billedet. Hvorfor hedder en tomat en rejsetomat? Såmænd fordi den i gamle dage var den proviant (eller en del af den), som Indios i Guatemala gav deres budbringere med på vejen. De enkelte “tomatknolde” kan nemt brækkes fra hinanden uden at tabe saft. Og de smager skønt. De små gule tomater hedder Yellow submarine, eller også yellow pear. De har pærefacon, og efter sigende har de allerede været omtalt i urtebøger fra det 16.Århundrede. De er meget lækre, dejligt søde. De mørke tomater, halvt violette, halvt grønne, hedder Indigo Rose. En ny sort fra Oregon i USA, skal være den første “blå” tomat. Frugterne danner naturlige farvestoffer, sådan som vi kender det fra brombær og solbær, men de bliver kun blå på den side, som vender mod solen. På den modsatte side er de først grønne, senere rødgule. De store flade grønne tomater med udprægede striber hedder Aunt Ruby´s Green og stammer oprindeligt fra Tyskland. Ruby Arnold døde i 1997 og donerede  frø af disse velsmagende tomater, som hendes bedstefar havde taget med til USA, til organisationen Seed Saver Exchange. Øverst ses tre tomater af sorten Opalka. Meget kødfulde tomater med intens smag, de har så godt som ingen kerner,  kan bruges rå og i saucer. Disse tomater tog den polske udvandrerfamilie Opalka med sig til USA. Og så er der to San Marzano, en rød og en grøn, de klassiske italienske pastatomater, glimrende til alle tomatretter.  Navnet kommer fra San Marzano sul Sarno ved Napoli. 

økologiske tomater, 6 slags
økologiske tomater, 6 slags