Radisefryd

Jeg bliver altid så glad når jeg får øje på årets første radiser i supermarked.  Det tager tid før de danske dukker op, men på en kold gråvejrsdag her i starten af marts og tanken om at kalenderens sommertid allerede starter om bare to! uger …  da bliver jeg begærligt, kan ikke stå imod og køber (hollandske)radiser. Fjerner de grønne blade – dem bruger jeg først/kun når den danske sæson er  begyndt. Med radiserne kommer længslen efter lune dage ekstra stærkt tilbage – og det første, jeg vil sætte på bordet når den tid kommer, det er min favorit, en herlig cremet koldskål. Ja, vejret er ikke til den slag lige nu, men hvorfor ikke tage forskud på glæderne … Til to  skal du bruge 4 dl økologisk kærnemælk, 2 dl økologisk piskefløde og saft af 1/2 citron. Rør det hele sammen om aftenen, og stil blandingen i køleskab til næste dag. Rør evt. lidt revet agurk i suppen,  suppler med en top groft revet agurk og skiver af radiser. Spiselige blomster som hjulkrone eller morgenfruer er ikke det ringeste, du kan pynte mednår vi nærmer os sommeren.

Skyl radiserne grundigt og behold lidt af toppene som håndtag
Rart at have noget at glæde sig til, fx denne herlige koldskål

PS Hedebølgekartofler

De første kartofler af egen avl skal nydes med respekt ;-), uden store armsvig. Bedst på klassisk manér, kogt og med lidt smør og saltflager. Næstbedst er de i skiver som pålæg på godt brød, med eller uden grønt drys, men gerne med et drys kryddersalt =  flagesalt (fx Maldon), som du i en morter støder sammen med lidt af din yndlingsurt. Jeg bruger gerne dild, den vokser så fint i min altankasse og har flotte skærme lige nu. Sidst men ikke mindst er der selvfølgeligt kartoffelsalat:

nye kartofler med radisevinaigrette og dild-salt
nye kartofler med radisevinaigrette og dild-salt

Små til mellemstore nye kartofler koges, halveres, og vendes endnu lune i en dressing af mild eddike (jeg sværger til havtorneddike) og avocadoolie (min personlige favorit), tilsat lidt dijonsennep. Du får ingen mængdeanvisninger, bare prøv og smag dig frem. Men brug ikke for meget dressing, kartoflerne skal blot fugtes, de må ikke svømme. Skær til hver 2-3 aflange radiser i skiver på langs og dernæst i terninger på tværs. Bland dem med kartoflerne. Og så tilsættes det fine grønne drys, her altså dild-salt. Det lækre ved denne enkle kartoffelsalat er de forskellige konsistenser – de bløde kartofler og de sprøde radiser klæder hinanden, dildsalt giver kant og havtorneddike i dressingen giver en forunderlig sødme.