Martsglæder

Økologiske ramsløg fra supermarked
Økologiske ramsløg fra supermarked

For ca.6 år siden plantede jeg nogle ramsløg, som jeg havde gravet op i en skov. Ups, det er forbudt, men det vidste jeg altså ikke dengang. Nu er det meget nemt at få fat i ramsløg, bare tag på planteskolen eller check dit supermarked – ramsløg kan købes i potter! Usprøjtede planter, dansk produceret! Jeg har netop her, først i marts, købt en flot potte med smaragdgrønne blade og blomsterknopper i min lokale Irma. Bladene dufter og smager af hvidløg, helt som de skal.

De første ramsløg i haven
De første ramsløg i haven

Mine egne ramsløg er kun lige piblet op,  Allium ursinum hedder de på latin – hvis du søger efter dem på planteskolen. Der er mange muligheder til at bruge de grønne blade i køkkenet, men det må endelig ikke blive fortænkt, keep it simple er også her bedst. Rør blødt smør med fint klippede eller hakkede ramsløgblade, og tilsæt evt. lidt revet citronskal. Smørret kan fryses og er lækkert til bøf, kylling og fisk. Smager også på brød og gør sig godt i en risotto. Og til pasta. Eller prøv  min yndligspasta:

Du skal bruge en god håndfuld blade, svarende til en af de potter, du kan købe i supermarkedet. Klip dem af stænglerne, rødderne kan du senere plante ud. Skyl bladene og hak dem fint med en kniv. Svits et hakket skalotteløg i en lille klat smør, lad det ikke få farve. Rør ramsløg i, og spæd med en sjat piskefløde, 1/2 dl er nok, men brug gerne lidt mere hvis der skal være til to. Rør friskkogt, afdryppet pasta i blandingen, og server straks med høvlet parmesan.

ramsløgpasta (1)