Pesto eller salsa?

Hvad skal jeg gøre med min rucola … har den i salatskålen, spiser den i sandwich, dækket med god spegeskinke eller skiver af kogte nye kartofler og selvfølgeligt har jeg brugt den til pesto, både som solist og med basilikum (og valnøddekerner fra min fryser, de er meget bedre end købte pinjekerner!!) Men nu har jeg fundet frem til en ny favorit: rucola som smørepålæg. En slags pesto. En slags salsa –  altså en kraftig krydret mellemamerikansk sauce – dog slet ikke så flydende som begrebet sauce er for os nordboer.

Du skal bruge 50-70 g rucola, 50 g parmesan i et helt stykke og 6-8 syltede tomater, se opskriften under “simpel luksus” fra den 7. juni. Alternativt kan du købe soltørrede tomater i olie, brug da 4-5 stk. Hak skyllet rucola, parmesan og tomater med en kniv før det hele blendes sammen med ca. 1 spsk olie fra tomaterne. 

Pikant rucolapesto - salsa på grovbolle
Pikant rucolapesto – salsa på grovbolle
Friskplukket rucola, parmesan og hjemmesyltede tomater
Friskplukket rucola, parmesan og hjemmesyltede tomater

P&P&P= P+

Hvad er nu det? Persille, peanuts og parmesan! Tre gange P giver et superP, nemlig en dejlig PESTO.  Der skal blot en smule olie til, så har du den skønneste Pesto. Til friskkogt pasta, til pillekartofler, til kogte bønner (også de tørrede), til tykke skiver tomat, til fisk, til kylling … you name it. Der er så meget andet grønt end basilikum, der duer til pesto, og  lige nu vil jeg slå et slag for persille, den krusede, den fortjener nemlig opbakning, den står for ofte i skyggen af sin glatbladede søster og ikke mindst de sydlandske urter. Petroselinum crispum, som den hedder på latin, er aromatisk og sund, forsyner os med både A- og C-vitamin og trives desuden glimrende i en stor krukke eller altankasse.

Persillepesto

  •  en stor håndfuld kruspersille
  • 25 g peanuts, ristede og saltede
  • 25 g parmesan, skåret fra et helt stykke, ikke færdigrevet
  • 2 spsk. olie, jeg bruger koldpresset økologisk avocadoolie, men tag hvad du bedst kan li´

Skyl persillen, knug den tør i et viskestykke, og hak den med en kniv. Der skal blive ca. 1,5 dl (løs pakket i målebægeret). Hak parmesan i små stykker og findel persille med ost, peanuts og olie i en food processor. En stavblender kan også bruges, men da er det bedst først at hakke ALLE faste ingredienser  med en kniv.

råkost med persillepesto: her er lange strimler af kinaradise og gulerod vendt i pesto
råkost med persillepesto: her er lange strimler af kinaradise og gulerod vendt i pesto