Rabarbermuffins

Der er gang i mine tre rabarberkrukker. Man skal være varsom med bare at plukke løs – både første og andet år, men det går an at tage et par stængler. Ikke mindst når man husker ikke blot at tage men også at give, og her er det såmænd lidt ekstra gødning -jeg bruger organisk gødning fra Grennesminde, som er fremstillet af skræller fra sukkerroer. Mine første rabarber bruger jeg til disse nemme  og dejligt lette muffins .

Til 10 muffins

  • 125 g rensede rabarberstængler
  • 100 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/4 tsk. natron
  • 30-40 g mandelflager (kokosflager duer også)
  • 50 g blødt smør
  • 60 g sukker (1/2 dl Stevia sukker kan bruges i stedet for!)
  • 1 æg, helst økologisk
  • 2 spsk. appelsinjuice

Skær rabarberstænglerne i fine snitter. Bland dem i en skål med mel, bagepulver, natron og mandelflager.

I en anden skål pisker du nu smør og sukker sammen. Pisk det hele æg og appelsinjuice i, og vend massen i mel- og rabarberblandingen. Rør med let hånd, ikke for voldsomt.

Fordel dejen i 10 papirforme og sæt dem på pladen i den 200° varme ovn. Hvis du har flere mandelflager kan du drysse dem på toppen af kagerne. Bag dem i 12-14 minutter. Prøv evt. med en nål, der må ikke blive dej hængende ved.

rabarber

så er dejen blandet og fyldt i forme
så er dejen blandet og fyldt i forme
friskbagt rabarbermuffin
friskbagt rabarbermuffin