Junifryd

Jordbær skal der frådses i denne måned, og vi har alle vores favoritopskrifter. Personligt holder jeg mest af det mest simple – fra hånden i munden. Og hvis der er bær tilovers spiser jeg dem næste morgen på min yoghurt! Så her kommer ikke nogen fancy opskrift men et tip med jordbær. Lav jordbæreddike. Stænk den over dine salater, både dem med urter og grønne blade og dem med sorte linser eller quinoa. Kom 300-400 g pillede, halverede jordbær i en bredhalset flaske, tilsæt 1 liter hvidvinseddike, luk flasken og lad den stå lunt i 3-4 uger. Si derefter den nu orangerøde væde fra, helst gennem et stykke skoldet, tyndt stof, fx et kasseret viskestykke. Færdig!

Lad jordbær trække i eddike, det dufter og smager af sommer

En sidste mundfuld sommer

Det lykkedes mig at få fat i to bakker af årets sidste danske jordbærBærrene i den ene bakke forsvandt fra hånden i munden, de andre blev til is, min italiensk inspirerede yndlings-is!

En spiselig blomst af  tallerkensmækker pynter på desserten
En spiselig blomst af tallerkensmækker pynter på desserten

Jordbæris på italiensk: Del 250 g jordbær i halve eller kvarte. Drys dem med 125 g rørsukker, lad dem trække  i en time eller to, og blend  dem med 1 dl mini- eller skummetmælk og 1 dl piskefløde. Frys massen under jævnlig omrøring i en bakke eller brug en ismaskine. Her er til to dessertglade, måske til tre.

Apropos junidessert

Sådan en koncentreret, sødet rabarbersaft med jordbær er ikke blot flot i glas, den er også fin i suppetallerkener. Og det er slet ikke så ringe at pynte med en klump god vaniljeis i stedet for en spiselig blomst. (Begge dele duer nu også, synes jeg).

koldskål på ny manér, sød rabarbersaft med aromatiske jordbær
koldskål på ny manér, sød rabarbersaft med aromatiske jordbær

Den smukkeste junidessert

Så smuk og læskende og bare dejlig – kold dessertsuppe med jordbær. Enkel og raffineret på en gang. Du skal bruge sødet rabarbersaft, mindst 1 dl pr.person, se opskriften på saftevand med rabarber. Desuden søde danske jordbær, som nippes og skæres i skiver.  Bland bær og den søde (naturligvis ufortyndede) rabarbersaft i smukke glas, og server desserten med ske og gerne også en spiselig blomst – her bruger jeg den flotte katostblomst, bedre sagt: en blomst af min moskus-katost (Malva moschata)

jordbær i koncentreret sød rabarbersaft, en herlig dessert
jordbær i koncentreret sød rabarbersaft, en herlig dessert

Min junifavorit

Det er måske en smule forhastet at kåre sin junifavorit allerede nu, men jeg kan ikke  høste mine nye kartofler inden kalenderen siger juli … så det er og bliver en jordbærmad, som er min junifavorit: dejligt surdejsbrød, hjemmebagt eller som her fra Grennesminde’s økologiske bageri, blomstersmør og duftende, søde jordbær fra haven. Blomstersmør laver jeg året rundt. I foråret med både marts- og hornvioler, lige nu med den skønne appelsintagetes (Tagetes tenuifolia) og senere på sommeren med flere blandede krydderurte-blomster. Appelsintagetes dufter vidunderligt af appelsin (som navnet jo siger), der er også fin smag i bladene og blomsterne pynter meget. Blomsterne kan forresten være gule eller orange, bare vælg din favorit. Der er ingen opskrift på min junifavorit, du skal blot lade dig inspirere: Rør lidt blødt smør med et par blomsterhoveder og blade, klippet med en saks, og krydr gerne med et par dråber citronsaft. Smør brødet og spis jordbær til eller skær dem i skiver og læg dem på brødet. 

jordbær i krukke
jordbær i krukke
en dejlig jordbærsnitte med blomstersmør og  søde bær
en dejlig jordbærsnitte med blomstersmør og søde bær
duftende appelsintagetes med gule blomster
duftende appelsintagetes med gule blomster