Kontraster

Kontraster gør livet mere spændende, også måltiderne. Og lidt kulør giver godt humør (? det rimer endda). Men for alvor, prøv selv. Min “farvel april” tallerken gør mig glad – papirtynde skiver rå bolsjerødbeder med et rundhåndet drys kogte Belugalinser  og dressing af granatæblesaft og økologisk æbleeddike. Jeg har presset saften af 1 granatæble, der blev 1 dl.  Har kogt den et par minutter med 1 spsk. rørsukker og afkølet blandet den med 1 dl økologisk æbleeddike … hurra for kontraster i både konsistens og smag.

Sprøde bolsjerødbeder med bløde, men spændstige sorte linser og dressing af granatæblesaft og æbleeddike

 

Novembersnaps

Jeg nåede at plukke et par grene med havtorn på min strandtur med hunden. Det var i starten af denne måned, og det blev ikke til så mange bær, kun 50 g. Men de kan altså også købes dybfrosne, har opdaget dem i Irma. Da jeg elsker granatæbler og min egen granatæblesnaps – se “Smagen af nytår” fra den 30.12.2015, lavede jeg en alliance af de sure gule havtorn og de søde røde granatæblekerner. Og det er en super-alliance, jeg har nemlig prøvesmagt blandingen efter en uges trækketid ?

Der skal bruges 5o g havtorn, kerner af et flot granatæble og 1 stor spsk. honning. Bland alt i et sylteglas, spæd med vodka – brug gerne en hel flaske, altså 70 cl. Ryst alt sammen og lad blandingen trække et par uger før den filtreres.

På med en kraftig vante når der skal plukkes havtorn
På med en kraftig vante når der skal plukkes havtorn
Gule havtorn og røde granatæblekerner
Gule havtorn og røde granatæblekerner
Havtorn, granatæblekerner, honning og vodka
Havtorn, granatæblekerner, honning og vodka

Kulør skal der til

Når livet føles trist – og det gør det af mange grunde i denne kolde januar – kan det hjælpe lidt at finde på noget smukt og lækkert, lidt glad bliver man (jeg) da igen for en stund. Jeg havde en bakke økologisk gulerodsmix (fra SuperBrugsen) i køleskabets grøntsagsskuffe. Og et granatæble på køkkenbordet. (Nåede desværre ikke at lave et nyt hold af den lækre granatæblesnaps, jeg skrev om i “smagen af nytår”). Delte granatæblet, pressede saften ud- fik knapt 1 dl. Prøv selv: saften skal du i en lille gryde blande med 1 spsk. rørsukker og et skvæt citronsaft. Kog blandingen i 3-5 minutter, den skal blive lidt tykkere.

Gulerødderne skal skrælles, og jeg koger altid de violette først i vand med lidt salt og citronsaft, så de beholder den flotte kulør og ikke farver de andre rødder – de skal nemlig koges for sig selv. Rødderne skal koges al dente, overhældes i et dørslag med koldt vand fra hanen, afdryppes og lægges på en stor tallerken – i hel figur eller halveret, som du nu har lyst til. Hæld den indkogte granatæblesaft over rødderne, spis  godt brød til og mærk efter … det gør godt at spise noget smukt og lækkert. Og sådan en kulørt tallerken kræver ikke de store armsving, mere enkel kan det næppe være!

Økologiske rødder med sødet granatæblesaft sætter kulør på januar
Økologiske rødder med sødet granatæblesaft sætter kulør på januar

Smagen af nytår

… eller bedre sagt: smag på nytår sammen med mig – alle I søde kvinder og milde mænd, som findes derude, uden for mit blogunivers. Skal jeg fortsætte? Jeg mangler respons, men pyt … jeg selv forsømmer også alt alt for tit at give ris eller ros. Men her er mit sidste påfund, en forrygende dejlig granatæblesnaps. Den laves på 5-7 dage og smager så godt, at jeg selv skal passe på med ikke at prøvesmage for meget 😆  – granatæblesnaps er nemlig en flot gave til søde kvinder og milde mænd (se ovenfor).

Du skal bruge 1 pænt stort granatæble, 1,5 spsk. lys rørsukker (almindelig sukker duer også), 1/2 flækket vaniljestang og 5 dl klar Brøndum akvavit eller vodka. Skær toppen (den lille “krone” af granatæblet, del den i kvarte og pil kernerne ud. Der bliver 250-270 g kerner. Kom dem i et sylteglas, tilsæt sukker,  vaniljestang og Brøndum/vodka, luk glasset, ryst blandingen og vent. Efter 5-7 dage er den rubinrøde væde klar til at blive hældt igennem en si. Granatæblekerner har afgivet både kulør og smag, men de smager stadig godt!, brug dem fx i salat.

Granatæblekerner har leveret smag og kulør
Granatæblekerner har leveret smag og kulør
Granatæblekerner, vanilje, sukker og vodka
Granatæblekerner, vanilje, sukker og vodka
Kernerne er sigtet fra, nu er nytårssnapsen klar
Kernerne er sigtet fra, nu er nytårssnapsen klar