Bare til inspiration

 

Hokkaido, chorizo og ristede græskarkerner – en himmerigsmundfuld

Forleden var jeg til frokost hos min tyske veninde Marlies og fik en forrygende lækker suppe – næ. suppe er en forkert betegnelse, i den dybe tallerken var EINTOPF, den tyske betegnelse for en “one-pot-ret”. I ordbogen kaldes retten “stuvning” – og det er noget helt andet! som alle tysksprogede ved! Nå, du får ingen opskrift her, bare et billede af retten 😉 Hemmeligheden er chorizopølse.  Et pænt stykke svitses sammen med terninger af skrællet Hokkaido græskar, vand hældes ved, og så simrer herligheden til græskarkødet er mørt. Selvfølgeligt skal der spædes med vand indimellem. Og smages til med salt og peber, men det er også det hele. Et par skiver chorizo og et drys ristede græskarkerner fuldender retten …mums!

Græskarsuppe

Så kom årets første nattefrost, men den har kun ødelagt min citronverbena. Selv skyld, jeg burde have flyttet krukken tættere ind mod husmuren, ved siden af min tallerkensmækker, Tropaeolum majus. Den blomstrer stadig på livet løs, så den  skal pynte på min enkle Hokkaidosuppe. For resten smager blomsten også glimrende! De små orangerøde Hokkaido græskar har hovedsæson nu. De vejer omkring 1 kg, kødet er godt til suppe, men det bedste er, at skallen er sådan en flot “suppeterrin”, en  smuk serveringsskål. Du kan finde masser af opskrifter på græskarsuppe på nettet, min egen er meget enkel, simpel i bedste forstand. Det raffinerede tilsættes/drysses over til sidst: ristede mandler eller græskarkerner, ristede baconterninger, små klatter god pesto, en sjat kokosmælk, en skefuld piskefløde, eller fint klippet purløg.

  • 1 hakket løg
  • 10 g smør
  • frisk ingefær, skrællet og hakket, 1-2 spsk.
  • 1 stor tsk. karry
  • kødet af 1 Hokkaido græskar, 200 g uden kerner
  • 200 g skrællet kartoffel
  • 5,5 dl bouillon
  • 1-2 fed hvidløg

Svits løget i smør. Rør ingefær og karry i, tilsæt græskar- og kartoffelterninger, og spæd med bouillon. Kom de hele fed hvidløg i, og kog suppen under låg i ca. 1/2 time. Blend den, smag til med salt og peber og måske et par stænk citronsaft eller eddike. Og drys eller rør pynt i efter smag og humør.

Hovedret til to, gylden græskarsuppe med en smuk, spiselig blomst
Hovedret til to, gylden græskarsuppe med en smuk, spiselig blomst