Igen … sukkede jeg, da jeg plukkede chilier. Igen har jeg alt for mange forskellige i alt for mange krukker.  Det er svært at begrænse sig. Hot tomato, hot banana og hot carrot har jeg altid haft, de trives hos mig (jeg har intet drivhus), de er smukke, ikke for stærke og derfor meget nemme at bruge. Habanero og Jalapeno har kun givet få frugter sidste år, men jeg faldt for fristelsen igen i år – og var heller ikke mere heldig. Og så er der det med navnene – Pretty in purple og Jamaican bell – fine chilier, som jeg vil huske næste forår.

Og hvem kan stå for en chiliplante med navn Satans kiss, jeg kunne ikke. Desværre nåede mine chilier ikke at blive røde, men de runde grønne smager godt som snack;  jeg halverer dem, kradser indmaden ud med en teske og fylder chilierne med lidt gorgonzola. De modne røde er stærke, fyldes traditionelt med ansjoser og mozzarella, typisk for det sydlige Italien.

Det bedste ved at have for mange chilier er, at de kan tørres. Giv dem et snit på langs med en lille spids kniv (eller brug et barberblad), luften skal nemlig ud af “kroppen”. Jeg lægger mine chilier oven på en radiator og vender dem hyppigt. Eller tørrer dem udbredt på et viskestykke, evt. i en svagt lun ovn (max. 30°).