Genbrug dine urter

Måtte kassere min dild. Og min fennikel. De var vokset mig over hovedet, helt bogstaveligt. For meget sol, for lidt vand og ingen kærlige hænder til at plukke den daglige buket. Men stilkene kommer til værdighed når der skal grilles/ fyres op i brændeovn senere – de giver nemlig dejlig duft og smag når de smides i gløderne.

Smid tørrede kviste af dild og fennikel på gløder når du griller eller fyrer op
Smid tørrede kviste af dild og fennikel på gløder når du griller eller fyrer op

Efterligning anbefales

Sommermad skal være let, lækker, sund og smuk at se på (synes jeg). Desuden må den ikke kræve de store armsving. Prøv en af mine favoritter til frokost. Til hver dækkes en skive godt, groft rugbrød med moset avocadokød, smagt til med et par dråber citronsaft og rigeligt friskklippet dild. Måske også et par saltflager. Dertil rucola fra haven (eller altankassen).

Lækker sommerfrokost: rugbrød med avocado, dild og rucola
Lækker sommerfrokost: rugbrød med avocado, dild og rucola

Simpel luksus

Endnu kan jeg ikke plukke mine egne tomater, men tager forskud på glæderne med små San Marzano tomater fra supermarkedet. De halveres, indmaden tages ud med en teske og tomaterne lægges i et oliepenslet fad. Drys med 2 tsk. rørsukker, blandet med 1 tsk. saltflager og 2 tsk. timianblade. Bag tomaterne i en 100° varm ovn i ca. 1,5 time. Fordel dem afkølet i glas med klippet rosmarin og et par spsk. kapers. Tilsæt 3 spsk. vineddike og fyld op med din yndlingsolie. Spis tomaterne med bidder af ægte fetaost, et par kviste krydderurter, fx fennikel og dild, rucola og spæde spinatblade. Dertil ristet brød, smurt med pesto, hjemmelavet eller købt. Enkel og forrygende lækker – simpel luksus!

Tomater halveres og udhules
Tomater halveres og udhules

semi tomater 2semi tomater 3 simpel luksus

Kold agurkesuppe med dild

Læskende, let og med en god, fyldig konsistens – sådan en skål kold agurkesuppe er bestemt ikke værst på en varm sommerdag.

en flaske med dildeddike pynter i vindueskarmen
en flaske med dildeddike pynter i vindueskarmen

Den krydres med hjemmelavet dildeddike -bare kom en stor håndfuld dildskærme og også et par dildkviste i en bredhalset flaske, fyld op med hvidvinseddike, prop flasken til og stil den i vindueskarmen. Vent et par dage før du bruger eddiken, jeg har min stående hele sommeren. TIP: Brug skærmdild fra grønthandleren hvis du ikke har din egen dild.

Til agurkesuppen skal du skrælle en salatagurk og skære den i tynde skiver. Bland dem i en skål med 1 tsk. salt, helst dildsalt (se Hurra for dild) og 1 tsk. sukker. Lad blandingen trække 1 time. Rør i mellemtiden 1 dl piskefløde med 1 spsk. citronsaft. Blend agurkeskiver (med den væde, der har dannet sig) med den tyknede fløde og 1 spsk. dildeddike. Stil suppen koldt, gerne natten over. Rør før servering klippet dild, tynde skiver radise og evt. lidt hakket agurk i suppen. TIP: Brug yoghurt i stedet for syrnet fløde hvis du vil spare kalorier.

lækker kold agurkesuppe med dild og radiser
lækker kold agurkesuppe med dild og radiser

 

 

Hurra for dild

Ifølge Den Danske Ordbog er en dille et fænomen som dykes energisk af en enkelt person. Så jeg må konstatere at jeg har en dille med dild. Dild er en ballerina blandt mine urter, og duft og smag af frisk dild er uforlignelig. Det er trist at skulle nøjes med supermarkeds dild, klemt inde i potter. TIP: Hvis du skal købe dild, så gå til grønthandleren og køb et tykt bundt. Hjemme igen skal du klippe et par cm af stænglerne. Stil bundtet i en kande og hæld lidt kogende vand ved. Når vandet er koldt stilles kanden i køleskabet, og dilden holder sig flot og spændstig. En rigtig god fidus, men fremgangsmåden duer kun til dild.

Det er bedst og tilmed nemt selv at dyrke dild. Almindeligvis sår jeg frø, men i år har  jeg købt en bakke (økologisk dyrkede) små planter i et gartneri og plantet dem ud i en altankasse. Det var engang i maj, og nu er min dild næsten meterhøj og har fået fine gulgrønne skærme. Tid til at frådse med dild. Jeg holder meget af dildsalt –  saltflager, stødt sammen med dild, både blade og skærme. Spar på saltflager, vær ødsel med dild!

Og til aftensmaden er det rart med et stykke fisk, fx laksefilet med skind, som dækkes med en stor håndfuld frisk dild. 300-350 g laks er passende til to. Fisken lægges med skindsiden nedad i et fad og fisken bages i en 200° varm ovn i 15-18 minutter. Krydres med dildsalt efter smag.

laksefilet med dild på toppen
laksefilet med dild på toppen
saltflager og dild, ingredienser til dildsalt
saltflager og dild, ingredienser til dildsalt
sådan ser det friske dildsalt ud
sådan ser det friske dildsalt ud
ovnbagt laks med sprød dildtop
ovnbagt laks med sprød dildtop