Til jul og andre søde dage

Her er min allround skærekage, bagt med masser af dadler og friske valnøddekerner. Valnødder skal købes i hel figur og knækkes med håndkraft, altså med en nøddeknækker selvfølgelig. Frys kernerne hvis de ikke skal bruges straks, de er også lækre senere på året, i brød og som drys over salat, mysli m. m. Denne julekage kan skæres i tynde skiver, smager solo til te og kaffe og du kan også komme smør på skiverne. Eller endda cremet blåskimmelost – som en god veninde påstår 😉

  • 250 g tørrede dadler (vægt uden sten)
  • 75-100 g valnøddekerner
  • 125 g blødt smør
  • 125 g rørsukker (gerne Muscovado)
  • 2 store æg (økologiske)
  • 175 g hvedemel
  • 1 tsk. natron, opløses i 1 spsk. vand

Del dadler og nøddekerner groft med en kniv. Pisk smør og rørsukker cremet, pisk æggene i, tilsæt dadler og kerner, og rør alt sammen med melet. Bland natronvand i dejen og fyld den i en (smurt) sandkageform (ca. 1,2 l). Bag kagen i den 160-170° varme ovn i ca. 1,25 time. Stik i den med en nål, der må ikke blive fugtig dej hængende ved.

Saftig daddelkage med valnødder. Sød, men ikke for meget!

Julehapser

Jule(salat)hapser med blød gedesost, dadler og honning kan gøres klar i god tid
Jule(salat)hapser med blød gedeost, dadler og honning kan gøres klar i god tid

Superlækker og så nem! Når noget fungerer er der ikke grund til at lave det om for at “forbedre”, ikke sandt? Sprøde, let bitre blade af  julesalat smøres med lidt blød gedeost (fromage de chevre). Læg et par strimler af tørrede dadler på og dryp en smule honning over (brug akaciehonning eller lun lidt fast honning).

MEN – hvis du ikke er så vild med blød gedeost (som jeg) kan blid Gorgonzola også bruges. Og hvis du ikke kan li’ dadler … knuste, karamelliserede mandler er også fine som drys. MEN originalversionen er nu den mest lækre julehaps 🙂