Hedebølgekartofler

Måske skulle jeg have ventet endnu en uge, så var de mindste kartofler blevet større … Men her i starten af juli havde vi hedebølge, jeg tabte tålmodigheden, de grønne kartoffeltoppe blev slatne, jeg orkede ikke at vande hele tiden og 78 døgn i min nyindkøbte potato pot måtte være nok, tænkte jeg. Op med kartoflerne. Godt 700 g kartofler fik jeg! Det er faktisk flot, en potato pot kan jo ikke rumme meget.  Alligevel, sådan en potato pot er god og kan absolut anbefales hvis du kun har lidt plads, fx en lille altan. Og det lønner sig så meget at dyrke sine egne kartofler, selv om det kun er en eneste gang! Fornøjelsen ved at se spirerne blive til grønne toppe og se dem vokse, og glæden ved at få fingrene i jorden, føle knoldene og få dem op en efter en er så stor! Se også min Kartoffellyst fra den 20 April. Og endnu en glæde – de hjemmedyrkede knolde er så fine og rene, som var de af marcipan.

sådan ser indmaden i min potato pot ud
sådan ser indmaden i min potato pot ud
Folvahøst efter 78 dage i potato pot
Folvahøst efter 78 dage i potato pot

Rabarbermuffins

Der er gang i mine tre rabarberkrukker. Man skal være varsom med bare at plukke løs – både første og andet år, men det går an at tage et par stængler. Ikke mindst når man husker ikke blot at tage men også at give, og her er det såmænd lidt ekstra gødning -jeg bruger organisk gødning fra Grennesminde, som er fremstillet af skræller fra sukkerroer. Mine første rabarber bruger jeg til disse nemme  og dejligt lette muffins .

Til 10 muffins

  • 125 g rensede rabarberstængler
  • 100 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/4 tsk. natron
  • 30-40 g mandelflager (kokosflager duer også)
  • 50 g blødt smør
  • 60 g sukker (1/2 dl Stevia sukker kan bruges i stedet for!)
  • 1 æg, helst økologisk
  • 2 spsk. appelsinjuice

Skær rabarberstænglerne i fine snitter. Bland dem i en skål med mel, bagepulver, natron og mandelflager.

I en anden skål pisker du nu smør og sukker sammen. Pisk det hele æg og appelsinjuice i, og vend massen i mel- og rabarberblandingen. Rør med let hånd, ikke for voldsomt.

Fordel dejen i 10 papirforme og sæt dem på pladen i den 200° varme ovn. Hvis du har flere mandelflager kan du drysse dem på toppen af kagerne. Bag dem i 12-14 minutter. Prøv evt. med en nål, der må ikke blive dej hængende ved.

rabarber

så er dejen blandet og fyldt i forme
så er dejen blandet og fyldt i forme
friskbagt rabarbermuffin
friskbagt rabarbermuffin

 

Laurbærhøst

Det er dejligt at høste laurbær, også helt bogstaveligt. De friske blade af ægte laurbær, Laurus nobilis, er nemlig et spændende krydderi, og den smukke laurbærbusk trives problemløst i en krukke på altan og terrasse, bare den får lys og læ og vandes jævnligt. Laurbærblade bruges sammen med persille- og timiankviste til den klassiske franske krydderbuket bouquet garni, som giver smag til supper, saucer og sammenkogte retter. Men de spiller også perfekt sammen med andre krydderier. Kom to laurbærblade, et stykke hel kanel og en stjerneanis i  en tefilterpose (eller et stykke gaze) og lad krydderierne trække med i tekanden. Og når kulden nærmer sig igen senere på året giver sådan en laurbærbuket også spændende smag til en toddy eller rødvinsgløgg. 

Laurbærblade, du selv tørrer, har finere kulør og mere smag end de fleste, du kan købe. Læg friske blade mellem to viskestykker/servietter, læg noget tungt oven på og vent. Vend bladene indimellem. Når de er helt tørre gemmes de i et glas, som stilles mørkt.

Laurbærsalt  klæder fugl, fisk og  grøntsager. Klip et pænt stort laurbærblad i stykker med en saks, selve bladribben skal ikke med. Stød bladstykkerne sammen med 1/4 tsk. havsaltflager,  og gnid dernæst evt.blandingen gennem en si. TIP: Lav gerne en større portion, det smukt smaragdgrønne salt er også en fin lille gave.

Laurbærsne er en raffineret og meget delikat mundfuld. Den skal ikke bruges som dessert,  er tænkt som en lille forfriskelse midt under en middag, gerne efter en hot hovedret. Alligevel – jeg elsker den også uden middag! Her er til to eller fire personer – der skal jo kun bruges en stor skefuld sne til hver, men det lønner sig at fordoble opskriften … Bring 2,5 dl vand i kog med 50 g sukker. Tilsæt 12 friske laurbærblade. Lad alt simre et par minutter mere og derefter trække under låg i et par timer. Tilsæt 1 spsk. siet citronsaft og 2,5 dl hvidvin (tør/halvtør), og afkøl blandingen et par timer i køleskab, evt. natten over. Sis og fryses. Om muligt i en ismaskine, ellers i en flad bakke, og så skal du jævnligt skrabe og røre  i massen.

laurbærsne
laurbærsne
laurbærsalt
laurbærsalt
her tørres laurbærblade
her tørres laurbærblade

Smag til med eddike

Der er gået mode – trend –  i alt det nordiske, også i eddike. Nordisk skal den være!  Og jeg smager gerne til med NORDIC VINEGAR, med gylden Havtorneddike og med rød Skovbæreddike. Begge er dejligt milde og herligt aromatiske. Eddikerne er fine til råkost og rodfrugter, havtorneddike bruger jeg altid til kartoffelsalat (både den varme og den kolde), se forresten også “Sæt kulør på januar“.  Skovbæreddike klæder gulerødder og rødbeder, både rå revne, kogte og ovnbagte, men også salat og  … bare prøv dig frem. Eddikerne fås bl.a. i Irma, men du kan også finde dem på nettet.