Guf til fuglene

Så kom hun igen, min trofaste husfugl. Og ja, hun er den samme solsort! som du også kan se i mit indlæg “Februaræbler”. Nu er der jo andet end æbler, solsortene elsker, så jeg er begyndt at dyppe de kogler, jeg finder i skoven, i halvsmeltet palmin. Når den er stivnet hænger jeg koglerne op på hegnet. Den slags fugleguf kan købes, det gør jeg også, men det er nu sjovt at være på gør-det-selv holdet.

Lækre kogler til fugle (og egern)
Lækre kogler til fugle (og egern)
Min husfugl ved hvor der er godt at være og hvor der altid er æbleguf
Min husfugl ved hvor der er godt at være og hvor der altid er æbleguf

Råkost med kulør

Bolsjestribede rødbeder er små smukke, at jeg sjældent nænner at tilberede dem, spiser dem helst rå. Skræller bederne og skærer eller høvler dem i (næsten) papirtynde skiver. Vender dem med lidt skovbæreddike (Nordic Vinegar), den giver delikat sødme til bedernes lidt grove “jordsmag”. Et par dråber olie kan også tilsættes – MEN jeg synes, at den forstyrrer smagen her. Og der skal blot en skive godt brød med smør til, så får vi gavn af de vitaminer, som kun er fedtopløselige. Jeg serverer min kulørte bedesalat med en matchende blomst – katost, den blomstrer so flot igen netop nu sidst i oktober. Og så skal jeg/vi for resten have ovnbagt laks til …

stribede beder med matchende blomst af katost
stribede beder med matchende blomst af katost

 

Must have – næste år

Start NU! Start nu med at skrive ned hvad der var godt og hvad der har skuffet i årets løb. Jeg tænkte på planterne, men det falder mig lige ind, at det vist slet ikke er så tosset at gøre op med gode og mindre gode minder, som året har bragt (indtil nu) – uden bare at have livet i haven og i trivsel i krukkerne i tankerne. I dag startede jeg på min personlige “must have” liste.  Surkløver, Oxalis acetosella, den skal jeg have igen! Og den bør du også prøve.  I år faldt jeg for Oxalis rubra Rosita.  Den har graciøse rosa blomster på lange stilke, som pynter helt eventyrligt på et stykke godt brød med smør. De kløverlignende grønne blade er delikat syrlige, lækre i kryddersmør,  gode i salat og sandwich.  Det er også sjovt at følge blomsternes liv. Når dagen går på hæld eller det bare bliver overskyet lukker blomsterne sig og bladene folder sig sammen. I dag kom solen frem, og blomsterne tog imod lyset og åbnede sig. Se selv. Planten tåler ikke hård frost, men indtil da nyder jeg synet og smagen.

surkløverens blomster rækker ud mod solen
surkløverens blomster rækker ud mod solen

 

Apropos op med humøret-salat

Det virker sikkert ikke hos alle, men jeg kommer altid i godt humør når jeg føler at jeg træner mine sensoriske evner. Begrebet sensorik kan jeg ikke finde i danske ordbøger, men jeg kender ordet fra tysk og blev introduceret i det sensoriske univers for næsten tyve år siden af den svenske kok og food designer Victor Waldenström. Han serverede for resten risotto på byg med stenbiderrogn og pesto.

Min salats fnuglette Quinoakorn føles svulmende rund i munden, en blød kontrast til de saftspændte, knasende sprøde æbler og de sprøde, men alligevel behageligt bløde og nærmest cremede valnøddekerner. Når man koncentrerer sig om at smage og føle er der simpelthen ikke plads til trist humør … 😆

Tomathistorier

En tomat er ikke bare en tomat, en god tomat har et navn. Og tomatnavne er spøjse, kan være det. Jeg havde ikke hørt om voyage = rejsetomater før jeg plukkede dem i mit økologiske favoritgartneri Grennesminde. Rejsetomater består af mange “fed” tomat, de ses forrest på billedet. Hvorfor hedder en tomat en rejsetomat? Såmænd fordi den i gamle dage var den proviant (eller en del af den), som Indios i Guatemala gav deres budbringere med på vejen. De enkelte “tomatknolde” kan nemt brækkes fra hinanden uden at tabe saft. Og de smager skønt. De små gule tomater hedder Yellow submarine, eller også yellow pear. De har pærefacon, og efter sigende har de allerede været omtalt i urtebøger fra det 16.Århundrede. De er meget lækre, dejligt søde. De mørke tomater, halvt violette, halvt grønne, hedder Indigo Rose. En ny sort fra Oregon i USA, skal være den første “blå” tomat. Frugterne danner naturlige farvestoffer, sådan som vi kender det fra brombær og solbær, men de bliver kun blå på den side, som vender mod solen. På den modsatte side er de først grønne, senere rødgule. De store flade grønne tomater med udprægede striber hedder Aunt Ruby´s Green og stammer oprindeligt fra Tyskland. Ruby Arnold døde i 1997 og donerede  frø af disse velsmagende tomater, som hendes bedstefar havde taget med til USA, til organisationen Seed Saver Exchange. Øverst ses tre tomater af sorten Opalka. Meget kødfulde tomater med intens smag, de har så godt som ingen kerner,  kan bruges rå og i saucer. Disse tomater tog den polske udvandrerfamilie Opalka med sig til USA. Og så er der to San Marzano, en rød og en grøn, de klassiske italienske pastatomater, glimrende til alle tomatretter.  Navnet kommer fra San Marzano sul Sarno ved Napoli. 

økologiske tomater, 6 slags
økologiske tomater, 6 slags

P&P&P= P+

Hvad er nu det? Persille, peanuts og parmesan! Tre gange P giver et superP, nemlig en dejlig PESTO.  Der skal blot en smule olie til, så har du den skønneste Pesto. Til friskkogt pasta, til pillekartofler, til kogte bønner (også de tørrede), til tykke skiver tomat, til fisk, til kylling … you name it. Der er så meget andet grønt end basilikum, der duer til pesto, og  lige nu vil jeg slå et slag for persille, den krusede, den fortjener nemlig opbakning, den står for ofte i skyggen af sin glatbladede søster og ikke mindst de sydlandske urter. Petroselinum crispum, som den hedder på latin, er aromatisk og sund, forsyner os med både A- og C-vitamin og trives desuden glimrende i en stor krukke eller altankasse.

Persillepesto

  •  en stor håndfuld kruspersille
  • 25 g peanuts, ristede og saltede
  • 25 g parmesan, skåret fra et helt stykke, ikke færdigrevet
  • 2 spsk. olie, jeg bruger koldpresset økologisk avocadoolie, men tag hvad du bedst kan li´

Skyl persillen, knug den tør i et viskestykke, og hak den med en kniv. Der skal blive ca. 1,5 dl (løs pakket i målebægeret). Hak parmesan i små stykker og findel persille med ost, peanuts og olie i en food processor. En stavblender kan også bruges, men da er det bedst først at hakke ALLE faste ingredienser  med en kniv.

råkost med persillepesto: her er lange strimler af kinaradise og gulerod vendt i pesto
råkost med persillepesto: her er lange strimler af kinaradise og gulerod vendt i pesto

 

Kold agurkesuppe med dild

Læskende, let og med en god, fyldig konsistens – sådan en skål kold agurkesuppe er bestemt ikke værst på en varm sommerdag.

en flaske med dildeddike pynter i vindueskarmen
en flaske med dildeddike pynter i vindueskarmen

Den krydres med hjemmelavet dildeddike -bare kom en stor håndfuld dildskærme og også et par dildkviste i en bredhalset flaske, fyld op med hvidvinseddike, prop flasken til og stil den i vindueskarmen. Vent et par dage før du bruger eddiken, jeg har min stående hele sommeren. TIP: Brug skærmdild fra grønthandleren hvis du ikke har din egen dild.

Til agurkesuppen skal du skrælle en salatagurk og skære den i tynde skiver. Bland dem i en skål med 1 tsk. salt, helst dildsalt (se Hurra for dild) og 1 tsk. sukker. Lad blandingen trække 1 time. Rør i mellemtiden 1 dl piskefløde med 1 spsk. citronsaft. Blend agurkeskiver (med den væde, der har dannet sig) med den tyknede fløde og 1 spsk. dildeddike. Stil suppen koldt, gerne natten over. Rør før servering klippet dild, tynde skiver radise og evt. lidt hakket agurk i suppen. TIP: Brug yoghurt i stedet for syrnet fløde hvis du vil spare kalorier.

lækker kold agurkesuppe med dild og radiser
lækker kold agurkesuppe med dild og radiser

 

 

Hurra for dild

Ifølge Den Danske Ordbog er en dille et fænomen som dykes energisk af en enkelt person. Så jeg må konstatere at jeg har en dille med dild. Dild er en ballerina blandt mine urter, og duft og smag af frisk dild er uforlignelig. Det er trist at skulle nøjes med supermarkeds dild, klemt inde i potter. TIP: Hvis du skal købe dild, så gå til grønthandleren og køb et tykt bundt. Hjemme igen skal du klippe et par cm af stænglerne. Stil bundtet i en kande og hæld lidt kogende vand ved. Når vandet er koldt stilles kanden i køleskabet, og dilden holder sig flot og spændstig. En rigtig god fidus, men fremgangsmåden duer kun til dild.

Det er bedst og tilmed nemt selv at dyrke dild. Almindeligvis sår jeg frø, men i år har  jeg købt en bakke (økologisk dyrkede) små planter i et gartneri og plantet dem ud i en altankasse. Det var engang i maj, og nu er min dild næsten meterhøj og har fået fine gulgrønne skærme. Tid til at frådse med dild. Jeg holder meget af dildsalt –  saltflager, stødt sammen med dild, både blade og skærme. Spar på saltflager, vær ødsel med dild!

Og til aftensmaden er det rart med et stykke fisk, fx laksefilet med skind, som dækkes med en stor håndfuld frisk dild. 300-350 g laks er passende til to. Fisken lægges med skindsiden nedad i et fad og fisken bages i en 200° varm ovn i 15-18 minutter. Krydres med dildsalt efter smag.

laksefilet med dild på toppen
laksefilet med dild på toppen
saltflager og dild, ingredienser til dildsalt
saltflager og dild, ingredienser til dildsalt
sådan ser det friske dildsalt ud
sådan ser det friske dildsalt ud
ovnbagt laks med sprød dildtop
ovnbagt laks med sprød dildtop

 

Blå høst

min blå høst
min blå høst

Man føler sig lidt som tryllekunster med blå kartofler; det er altid sjovt at se de forbavsede blikke, når jeg sætter min blå mos på bordet. Den smager meget godt, men er nok bedst som en slags tapas, ikke som almindeligt tilbehør. Blå, eller bedre sagt violet kartoffelmos bør forresten ikke stå fremme alt for længe, så ilter den, bliver mørkere – og det er ingen trylleri, skyldes blot luftens syreindhold.

Fremgangsmåden er som til almindelig kartoffelmos. Kartoflerne koges med skræl ( de blå skal almindeligvis have lidt kortere tid!), pilles, køres gennem en kartoffelpresser, røres med lidt hed mælk og lidt smør og krydres med peber fra kværn.

de kogte blå kartofler er ofte flot marmorerede indeni
de kogte blå kartofler er ofte flot marmorerede indeni
mos af blå Congo med ovnristet skinke
mos af blå Congo med ovnristet skinke

PS Hedebølgekartofler

De første kartofler af egen avl skal nydes med respekt ;-), uden store armsvig. Bedst på klassisk manér, kogt og med lidt smør og saltflager. Næstbedst er de i skiver som pålæg på godt brød, med eller uden grønt drys, men gerne med et drys kryddersalt =  flagesalt (fx Maldon), som du i en morter støder sammen med lidt af din yndlingsurt. Jeg bruger gerne dild, den vokser så fint i min altankasse og har flotte skærme lige nu. Sidst men ikke mindst er der selvfølgeligt kartoffelsalat:

nye kartofler med radisevinaigrette og dild-salt
nye kartofler med radisevinaigrette og dild-salt

Små til mellemstore nye kartofler koges, halveres, og vendes endnu lune i en dressing af mild eddike (jeg sværger til havtorneddike) og avocadoolie (min personlige favorit), tilsat lidt dijonsennep. Du får ingen mængdeanvisninger, bare prøv og smag dig frem. Men brug ikke for meget dressing, kartoflerne skal blot fugtes, de må ikke svømme. Skær til hver 2-3 aflange radiser i skiver på langs og dernæst i terninger på tværs. Bland dem med kartoflerne. Og så tilsættes det fine grønne drys, her altså dild-salt. Det lækre ved denne enkle kartoffelsalat er de forskellige konsistenser – de bløde kartofler og de sprøde radiser klæder hinanden, dildsalt giver kant og havtorneddike i dressingen giver en forunderlig sødme.