Råkost med kulør

Bolsjestribede rødbeder er små smukke, at jeg sjældent nænner at tilberede dem, spiser dem helst rå. Skræller bederne og skærer eller høvler dem i (næsten) papirtynde skiver. Vender dem med lidt skovbæreddike (Nordic Vinegar), den giver delikat sødme til bedernes lidt grove “jordsmag”. Et par dråber olie kan også tilsættes – MEN jeg synes, at den forstyrrer smagen her. Og der skal blot en skive godt brød med smør til, så får vi gavn af de vitaminer, som kun er fedtopløselige. Jeg serverer min kulørte bedesalat med en matchende blomst – katost, den blomstrer so flot igen netop nu sidst i oktober. Og så skal jeg/vi for resten have ovnbagt laks til …

stribede beder med matchende blomst af katost
stribede beder med matchende blomst af katost

 

Apropos op med humøret-salat

Det virker sikkert ikke hos alle, men jeg kommer altid i godt humør når jeg føler at jeg træner mine sensoriske evner. Begrebet sensorik kan jeg ikke finde i danske ordbøger, men jeg kender ordet fra tysk og blev introduceret i det sensoriske univers for næsten tyve år siden af den svenske kok og food designer Victor Waldenström. Han serverede for resten risotto på byg med stenbiderrogn og pesto.

Min salats fnuglette Quinoakorn føles svulmende rund i munden, en blød kontrast til de saftspændte, knasende sprøde æbler og de sprøde, men alligevel behageligt bløde og nærmest cremede valnøddekerner. Når man koncentrerer sig om at smage og føle er der simpelthen ikke plads til trist humør … 😆

Op med humøret-salat

Øv. Sådan en dag med silende regn og tunge skyer gør det svært at mobilisere lysten til at gå i køkkenet. Men man kan spise sig til godt humør –  fx med Quinoa, æbler og valnøddekerner! De fnuglette sorte frø matcher perfekt med saftige, sprøde oktoberæbler og nøddekerner. Quinoa har jeg altid i køkkenskabet, frøene findes i andre farver, til salat holder jeg mest af de sorte.

Guldborg og Cox Orange
Guldborg og Cox Orange

Jeg er så heldig at kunne samle æbler op fra græsplænen, både Guldborg og Cox Orange er drysset ned fra træerne. Og valnøddekerner har jeg taget ud af fryseren, min sidste pose med de lækre kerner. Så snart der er nye nødder i handelen knækker jeg dem og fryser kerner i små portioner. Det lønner sig!

sund og lækker frokostsalat
sund og lækker frokostsalat

Kom 1 dl sort Quinoa i en si, skyl frøene godt igennem under den kolde hane og bland dem i en lille gryde med 2 dl vand. Tilsæt et nip salt og kog sagte 15-20 minutter. Bland frøene lune eller kolde med æbleterninger og groft hakkede valnøddekerner. Hvor meget? Så meget du har/har lyst til. Jeg klemmer saften af en clementin over min salat. Citronsaft, rørt med lidt honning er også fin. (Her er Quinoa til to personer/to dage)

Den sidste septembersalat

Her til morgen gik jeg min sædvanlige havetur, inspicerede mine krukker, flyttede chilierne fra skyggen ind til solen, glædede mig over nye blomster på de hvide stokroser (det havde jeg ikke forventet!) og at blomsterkarsen i løbet af den kolde nat  har kunnet frembringe sådan en smuk ny blomst. Plukkede hist og pist og kan nu glæde mig over en dejlig salattallerken. Blomsterkarsens (tallerkensmækker) orangerøde blomst supplerer jeg med  den sidste lyseblå hjulkroneblomst og et par småbitte rosa blomsterstande og  blade fra min Skt. Hans urt kom også med. Der er desuden havesyreblade, surkløver og fine små rucolablade. Det blev til en næsten poetisk tallerken … jeg tror slet ikke, at jeg vil lave en dressing til … jeg nøjes med smagsnuancerne og supplerer med en skive godt brød.

friskplukket sensommer-salat
friskplukket sensommer-salat

Bønnemøde

Jeg havde nær opgivet håbet og var lige ved at fjerne mine Neckargold-stangbønner fra det hegn, de havde udset sig som klatrestativ – de 1 meter lange støttepinde duede nemlig ikke (selv om det stod på bagsiden af posen med frø). Men så opdagede jeg den ene voksbønne efter den anden … jubii. Tomaterne er også ved at få flot rød kulør lige som frugterne på mine chiliplanter – et perfekt tidspunkt til bønnemøde på  frokostbordet. Jeg plukkede godt 200 g gule bønner, smed dem i en gryde med kogende, saltet vand og gav dem 2 minutter. Derefter hældes de i et dørslag, overbruses hurtigt med koldt vand og blandes afdryppet med tomatsalsa:

  • ca. 300 g tomater
  • 1 rød chili, styrke 5-6
  • 1/2 rødløg
  • 1 fed hvidløg
  • 6-10 sorte oliven uden sten
  • 1 spsk. balsameddike eller tomateddike (Aceto di pomodoro fra MUTTI er helt forrygende)
  • salt og sukker efter smag

Overhæld tomaterne med kogende vand. Hæld koldt vand over, flå skindet af tomaterne og halver dem. Pres kerner og væde ud og skær tomatkødet i små terninger. Bland dem med finthakket chili (uden kerner),  hakket rødløg, knust eller hakket hvidløg og hakkede oliven. Tilsæt eddike og smag til med salt og sukker.

en lækker frokostsalat, super solo eller med brød til
en lækker frokostsalat, super solo eller med brød til

Og check lige hvad jeg skrev i maj … om de små bønnefrø

Hvis det skal være helt nemt smager ens egen høst også super som fritter! Bare dyp de kogte bønner i en lækker økologisk mayonnaise, gerne krydret med urter, her bruger jeg såkaldt stuehvidløg (Tulbaghia)bønnefritter

 

P&P&P= P+

Hvad er nu det? Persille, peanuts og parmesan! Tre gange P giver et superP, nemlig en dejlig PESTO.  Der skal blot en smule olie til, så har du den skønneste Pesto. Til friskkogt pasta, til pillekartofler, til kogte bønner (også de tørrede), til tykke skiver tomat, til fisk, til kylling … you name it. Der er så meget andet grønt end basilikum, der duer til pesto, og  lige nu vil jeg slå et slag for persille, den krusede, den fortjener nemlig opbakning, den står for ofte i skyggen af sin glatbladede søster og ikke mindst de sydlandske urter. Petroselinum crispum, som den hedder på latin, er aromatisk og sund, forsyner os med både A- og C-vitamin og trives desuden glimrende i en stor krukke eller altankasse.

Persillepesto

  •  en stor håndfuld kruspersille
  • 25 g peanuts, ristede og saltede
  • 25 g parmesan, skåret fra et helt stykke, ikke færdigrevet
  • 2 spsk. olie, jeg bruger koldpresset økologisk avocadoolie, men tag hvad du bedst kan li´

Skyl persillen, knug den tør i et viskestykke, og hak den med en kniv. Der skal blive ca. 1,5 dl (løs pakket i målebægeret). Hak parmesan i små stykker og findel persille med ost, peanuts og olie i en food processor. En stavblender kan også bruges, men da er det bedst først at hakke ALLE faste ingredienser  med en kniv.

råkost med persillepesto: her er lange strimler af kinaradise og gulerod vendt i pesto
råkost med persillepesto: her er lange strimler af kinaradise og gulerod vendt i pesto