Apropos morgenfruer

Kontraster klæder hinanden. En snitte med morgenfruesmør smager godt,  men endnu bedre med noget ovenpå. De første modne brombær eller skiver af en grøn tomat er mine favoritter netop nu – og om to måneder drysser jeg efterårshindbær på brødet.

surdejsbrød med morgenfruesmør og grønne tomater
surdejsbrød med morgenfruesmør og grønne tomater
surdejsbrød med morgenfruesmør og brombær
surdejsbrød med morgenfruesmør og brombær

Muntre morgenfruer

Det er så rart at kunne plukke sig en buket i haven, og morgenfruer (Calendula officinalis) pynter ikke blot på bordet, de kan også spises. De smager nu ikke af noget særligt, men der er noget muntert over deres flotte kulør, man bliver i godt humør over et farvestrålende drys kronblade på desserter, lagkage – og risotto! Og jeg kan slet ikke stå for kryddersmør med morgenfruer. Rør 50 g blødt smør med kronblade af tre morgenfruer og lidt revet skal af en økologisk citron. Form evt. smørret til en lille rulle, svøb den ind i et stykke bagepapir og opbevar den i køleskabet.

en buket morgenfruer fra haven
en buket morgenfruer fra haven
kryddersmør med morgenfruer
kryddersmør med morgenfruer

 

P&P&P= P+

Hvad er nu det? Persille, peanuts og parmesan! Tre gange P giver et superP, nemlig en dejlig PESTO.  Der skal blot en smule olie til, så har du den skønneste Pesto. Til friskkogt pasta, til pillekartofler, til kogte bønner (også de tørrede), til tykke skiver tomat, til fisk, til kylling … you name it. Der er så meget andet grønt end basilikum, der duer til pesto, og  lige nu vil jeg slå et slag for persille, den krusede, den fortjener nemlig opbakning, den står for ofte i skyggen af sin glatbladede søster og ikke mindst de sydlandske urter. Petroselinum crispum, som den hedder på latin, er aromatisk og sund, forsyner os med både A- og C-vitamin og trives desuden glimrende i en stor krukke eller altankasse.

Persillepesto

  •  en stor håndfuld kruspersille
  • 25 g peanuts, ristede og saltede
  • 25 g parmesan, skåret fra et helt stykke, ikke færdigrevet
  • 2 spsk. olie, jeg bruger koldpresset økologisk avocadoolie, men tag hvad du bedst kan li´

Skyl persillen, knug den tør i et viskestykke, og hak den med en kniv. Der skal blive ca. 1,5 dl (løs pakket i målebægeret). Hak parmesan i små stykker og findel persille med ost, peanuts og olie i en food processor. En stavblender kan også bruges, men da er det bedst først at hakke ALLE faste ingredienser  med en kniv.

råkost med persillepesto: her er lange strimler af kinaradise og gulerod vendt i pesto
råkost med persillepesto: her er lange strimler af kinaradise og gulerod vendt i pesto

 

Duften af honning og bitre mandler

Det er så smukt, skyer af duftende hvide blomster vokser langs bækken ikke langt fra mig, og nu opdager jeg dem også på marken. Overalt, hvor der er fugtigt, er blomsterne dukket op. Filipendula ulmaria, det tog en rum tid før jeg kunne identificere de dejlige planter – mjødurt! Markernes dronning, i gamle dage brugt til at give sødme og smag til vin, og blomsterne kan bruges til saft og sirup lige som hyldens blomsterskærme, har jeg læst. Så det skal prøves. Men jeg vil også prøve at lade mjødurten få fodfæste i det fugtige hjørne af min have, går på jagt efter frø.

mjødurt dufter af honning og bitre mandler
mjødurt dufter af honning og bitre mandler

 

Hurra for dild

Ifølge Den Danske Ordbog er en dille et fænomen som dykes energisk af en enkelt person. Så jeg må konstatere at jeg har en dille med dild. Dild er en ballerina blandt mine urter, og duft og smag af frisk dild er uforlignelig. Det er trist at skulle nøjes med supermarkeds dild, klemt inde i potter. TIP: Hvis du skal købe dild, så gå til grønthandleren og køb et tykt bundt. Hjemme igen skal du klippe et par cm af stænglerne. Stil bundtet i en kande og hæld lidt kogende vand ved. Når vandet er koldt stilles kanden i køleskabet, og dilden holder sig flot og spændstig. En rigtig god fidus, men fremgangsmåden duer kun til dild.

Det er bedst og tilmed nemt selv at dyrke dild. Almindeligvis sår jeg frø, men i år har  jeg købt en bakke (økologisk dyrkede) små planter i et gartneri og plantet dem ud i en altankasse. Det var engang i maj, og nu er min dild næsten meterhøj og har fået fine gulgrønne skærme. Tid til at frådse med dild. Jeg holder meget af dildsalt –  saltflager, stødt sammen med dild, både blade og skærme. Spar på saltflager, vær ødsel med dild!

Og til aftensmaden er det rart med et stykke fisk, fx laksefilet med skind, som dækkes med en stor håndfuld frisk dild. 300-350 g laks er passende til to. Fisken lægges med skindsiden nedad i et fad og fisken bages i en 200° varm ovn i 15-18 minutter. Krydres med dildsalt efter smag.

laksefilet med dild på toppen
laksefilet med dild på toppen
saltflager og dild, ingredienser til dildsalt
saltflager og dild, ingredienser til dildsalt
sådan ser det friske dildsalt ud
sådan ser det friske dildsalt ud
ovnbagt laks med sprød dildtop
ovnbagt laks med sprød dildtop

 

Blå høst

min blå høst
min blå høst

Man føler sig lidt som tryllekunster med blå kartofler; det er altid sjovt at se de forbavsede blikke, når jeg sætter min blå mos på bordet. Den smager meget godt, men er nok bedst som en slags tapas, ikke som almindeligt tilbehør. Blå, eller bedre sagt violet kartoffelmos bør forresten ikke stå fremme alt for længe, så ilter den, bliver mørkere – og det er ingen trylleri, skyldes blot luftens syreindhold.

Fremgangsmåden er som til almindelig kartoffelmos. Kartoflerne koges med skræl ( de blå skal almindeligvis have lidt kortere tid!), pilles, køres gennem en kartoffelpresser, røres med lidt hed mælk og lidt smør og krydres med peber fra kværn.

de kogte blå kartofler er ofte flot marmorerede indeni
de kogte blå kartofler er ofte flot marmorerede indeni
mos af blå Congo med ovnristet skinke
mos af blå Congo med ovnristet skinke

Min junifavorit

Det er måske en smule forhastet at kåre sin junifavorit allerede nu, men jeg kan ikke  høste mine nye kartofler inden kalenderen siger juli … så det er og bliver en jordbærmad, som er min junifavorit: dejligt surdejsbrød, hjemmebagt eller som her fra Grennesminde’s økologiske bageri, blomstersmør og duftende, søde jordbær fra haven. Blomstersmør laver jeg året rundt. I foråret med både marts- og hornvioler, lige nu med den skønne appelsintagetes (Tagetes tenuifolia) og senere på sommeren med flere blandede krydderurte-blomster. Appelsintagetes dufter vidunderligt af appelsin (som navnet jo siger), der er også fin smag i bladene og blomsterne pynter meget. Blomsterne kan forresten være gule eller orange, bare vælg din favorit. Der er ingen opskrift på min junifavorit, du skal blot lade dig inspirere: Rør lidt blødt smør med et par blomsterhoveder og blade, klippet med en saks, og krydr gerne med et par dråber citronsaft. Smør brødet og spis jordbær til eller skær dem i skiver og læg dem på brødet. 

jordbær i krukke
jordbær i krukke
en dejlig jordbærsnitte med blomstersmør og  søde bær
en dejlig jordbærsnitte med blomstersmør og søde bær
duftende appelsintagetes med gule blomster
duftende appelsintagetes med gule blomster

Saftevand med rabarber

Der er sæson for udeliv – nu, i det mindste har vi kalendersommer. Så det gælder om at udnytte de gode timer så længe man har dem. Det behøver ikke at blive til en grill-middag, en lille pause med en læskende drik er mindst lige så rart.

rabarber fra friland
rabarber fra friland

Jeg foreslår rabarbersaft. Der er højsæson for de røde stilke nu. Mine rabarberplanter i forhaven er  godt 20 år gamle, uhyre frodige, og de trænger hvert år til udtynding. De nyplantede rabarber, jeg har i krukker, har det glimrende, men de bør lades i fred i år. Altså – en stilk eller to kan trækkes op men ellers skal planterne have ro. Rabarbersaft er noget det lækreste, vi kan lave lige nu. Du skal bruge 1 kg rabarberstilke uden blade. Skyl stilkene, skær dem i stykker, 3-5 cm lange, og bland dem i en rustfrit stål gryde med 1/2 liter vand. Koges sagte i  ca. 20 minutter, derefter hældes det hele gennem en si. Lad være med at presse mosen, så bliver saften tyk og uklar. Mål den, og kog saften et par minutter med 2 spsk. sukker pr. dl væde. Du kan nøjes med 1 spsk. sukker pr. dl saft hvis du koger en stængel kvan med blade med. Jeg kan ikke forklare hvorfor – men sådan er det bare! Saften fortyndes efter smag med koldt poste- eller mineralvand. Kan også blandes med hvidvin. Og en sjat vodka er heller ikke værst – sent på dagen.

læskende og smuk  rabarbersaft
læskende og smuk rabarbersaft

 

Kom maj du søde milde

Ja, kom maj du søde milde, bring os sol. Lidt regn er også fin, men lad os slippe for storm og voldsomme byger. På inspektionsrunden blandt mine krukker kunne jeg ikke modstå fristelsen og nippede 17 slags grønt: et blad havesyre, et par “nåle” tripmadam, en tynd og fin rabarberstilk, en dusk brøndkarse, to blade skt. hans urt, et grønt og et violet, en kvist persille og en kvist dild, et blad fransk syre, en dusk fransk estragon, et bladskud ingefærmynte, et løvstikkeblad, et purløgsstrå med blomsterknop, merianblade, et grønt jordbær, et blad marokkansk mynte, en bellis og en selvsået hornviol. Det sjove er, at blandingen giver mening. Det hele kan kombineres til en spændende salat, som sparker  til smagsløgene. Kommer til at tænke på den forrygende kok Søren Gericke; for mange år siden rørte han blåbær i sin vildtpostejfars mens publikummet –  jeg var iblandt –  så undrende til. “Hvad der har sæson sammen passer også sammen” sagde han. Nemlig!

17 lækre fund fra krukkerne
17 lækre fund fra krukkerne

Statustid

Jeg handler ikke med noget, men at gøre status er altid godt. Hvad har jeg i mine krukker, er der liv, hvad mangler … For at blive ved mine spiselige vækster – lige nu kan jeg næsten stå og se dem vokse – ramsløg og kvan spurter opad, mod lyset. Det generer dem ikke, at der har været nattefrost igen lige før påske og også nu, i påsken.

Mynterne er også ganske småt begyndt, havesyren forbavser mig, den vokser  hurtigt, men den franske skovsyre er mere sart, har brug for mere tid. Dens skjoldformede blade er endnu knapt på størrelse med neglen på min lillefinger, men de skal nok blive flotte. Løvstikke holder sig tilbage i år, der er kun nogle tykke røde spirer at se i urtepotten, men jeg kender den, er fortrøstningsfuld, den skal nok ture frem når den gider. Og så er der blomsterne, hornvioler, som har overvintret og nu dukker frem bl.a. i rabarberkrukken. Så fine som påskepynt.

Er det alt?  Nej da! Purløg, salvie og timian og vintersar og … Pibeløg og etageløg har også fået grønne toppe og der er endda allerede gang i min franske estragon. Mere om det hele en anden gang. Men bare se på min kvan nu og (gen)se billedet fra sidst i januar, den plante har sandeligt fået vokseværk. Ramsløg sælges i bakker i min lokale supermarked, håndplukkede blade står på etiketten …selvfølgeligt, hvordan ellers? Jeg plukkede mine egne og lavede lige en rulle ramsløgsmør til fryseren. Til grillsæsonen. Hvordan man gør står under Martsglæder.

 

ramsløgsmør
ramsløgsmør

 

kvan i påsken
kvan i påsken

 

påskepynt
påskepynt