De forhåndenværende søms princip

Man tager hvad man har … Kulde, blæst, sne og Corona gør livet endnu mere besværligt og trist end ellers i denne februar. En bid kage kan hjælpe lidt på humøret, og det er altid dejligt at røre noget sammen som smager godt – og naboen bliver måske/vist også –  glad for en smagsprøve.

Jeg har altid smør og økologiske æg og økologiske citroner i huset. Almindeligvis ikke marcipan, men i januar – efter jul – er den ofte på tilbud, så der var en rulle økologisk marcipan, 200 g, i køkkenskuffen. Hvedemel  har jeg også, men det fine mandelmel hører ikke til mine basisvarer. Købte en pose da jeg handlede hos nemlig og skulle optimere min varekurv for at opnå mindstekøb. Så her er opskriften på mine superlækre, svampede citronsnitter – opfundet efter de forhåndenværende søms princip 😀

100 g revet marcipan og 100 g (lys rør)- sukker piskes sammen. Pisk sm100 g blødt smør i og dernæst 2 æg, 1 ad gangen. Rør 2 spsk. citronsaft i og tilsæt 50 g mandelmel og 2 spsk. hvedemel. UDEN MANDELMEL rører du blot 70 g hvedemel i dejen. Hæld dejen i en lille springform eller en aflang tærteform med løs bund (som her) og bag kagen i en 180° varm ovn (varmluft) i 25-30 minutter. Der behøves ikke pynt, men jeg kan godt li’ at røre en lille rest citronsaft med flormelis og lave snirkler ovenpå kagen.

Lækre citronsnitter med marcipan og mandelmel

 

Bare til inspiration

 

Hokkaido, chorizo og ristede græskarkerner – en himmerigsmundfuld

Forleden var jeg til frokost hos min tyske veninde Marlies og fik en forrygende lækker suppe – næ. suppe er en forkert betegnelse, i den dybe tallerken var EINTOPF, den tyske betegnelse for en “one-pot-ret”. I ordbogen kaldes retten “stuvning” – og det er noget helt andet! som alle tysksprogede ved! Nå, du får ingen opskrift her, bare et billede af retten ? Hemmeligheden er chorizopølse.  Et pænt stykke svitses sammen med terninger af skrællet Hokkaido græskar, vand hældes ved, og så simrer herligheden til græskarkødet er mørt. Selvfølgeligt skal der spædes med vand indimellem. Og smages til med salt og peber, men det er også det hele. Et par skiver chorizo og et drys ristede græskarkerner fuldender retten …mums!

Det regner stadig

Glemte at nævne mine flotte glansmispler og den røde Kornel i min lille have. Og da det slet ikke var muligt at pusle i haven – regn hele dagen – hentede jeg mig noget lækkert grønt fra vindueskarmen. En ærtespire, en blandt mange, som vokser i en urtepotte ved køkkenvinduet. Desværre er spirerne ikke hjemmedyrket men købt i Irma. De er dyrket økologisk og både smager og pynter på en kartoffelmad. (Billedet af den lækre rundtenom kommer senere, det er for mørkt i dag ?)

Min lille frugtplantage

Selv i den mindste have bør der være plads til andet end græs og blomster. Mit frugthjørne måler 2.5 x 2.5 meter, og der blev plads til et Paradisæbletræ, 2 solbærbuske, 2 efterårshindbær – den ene med gule bær – 1 sommmerhindbær, 1 ribsbusk, 2 stikkelsbærbuske – en med røde og en med grønne bær. Desuden 2 rabarber, og dem har jeg gravet op i min gamlehave. Den ene rabarber har vokset i en stor krukke, men den var for tung at slæbe med da jeg flyttede.

Altid plads til én til …

Mere rabarber

Tænk at kunne købe en rabarberrod. Denne er fra COOP, hedder “Red Champagne” og er købt i Fakta. Efter fotograferingen planter jeg den i god muldjord i en urtepotte. Er spændt på at se hvordan den vil udvikle sig. Fortsættelse følger ?


Farve, please! Kulør giver trøst

Hvad hjælper på en trist februarsøndag med silende regn … Kage kan trøste en stund, men mit våben er KULØR på bordet! Til aftensmad en herlig suppe med kulør som en solnedgang. En suppe som smager skønt, og så er den tilmed så sund og så uhyre nem at lave. Men som altid er det afgørende med gode råvarer – her skal der kun bruges røde linser, løg, lidt hvidløg og citronsaft. Det burde ikke være umuligt- eller bare svært – at have ingredienserne i køkkenskabet/skuffen. MEN der er en fidus, som gør denne simple suppe til en sand himmerigsmundfuld. Og det er væden. Den rigtige FOND, som jo er kokkenes hemmelige våben ?  Bouillon, god grøntsagsbouillon, kan bruges – bedre er det her med tomatjuice, men absolut uovertruffen bliver suppen med “vegetable cocktail”, økologisk grøntsagsbouillon fra BIOTTA.

Hovedret til 1-2 personer

  1. 1 hakket løg
  2. 15 g smør
  3. 125 g skyllede og afdryppede røde linser
  4. 3 dl økologisk grøntsagsbouillon eller tomatjuice og 3 dl vand
  5. 1 lille fed hvidløg
  6. saft af 1/2 citron

Svits løget i smør, tilsæt linser, hvidløg og væde. Kog under låg i 20-25 minutter og tilsæt citronsaft. Blend suppen, fortynd om ønsket med mere væde.

Jeg elsker suppens lidt grove konsistens, men du kan blende den finere med lidt mere væde

Hej igen

Flere måneders fravær skyldes etableringen af mit nye liv på landlig egn i spritnyt hus med lille have. Og jeg havde aldrig troet at blive havenørd. Igen. For mange mange år siden fik vi en have på små 1500m2, dejligt, men efter 30 år begyndte den at blive mere og mere besværlig, voksede os over hovedet. Savner den stadig – indimellem – men nu har jeg det fået dejligt nemt. Troede jeg. Næ, det er da nemt, jeg er ved at etablere en mini frugtplantage ? i det ene hjørne af grunden. Den bliver på størrelse med et pænt stort badelagen, og der har jeg et paradisæble (Malus Brandkjær), to stikkelsbærbuske, en ribs- en solbær- samt efterårshindbær. Desuden to rabarber. Opdagede desværre for sent at jeg ikke havde taget højde for græsklipperen – den kan dårligt sno sig omkring – så nu spekulerer jeg på at få granitskærver på “mit badelagen”.

Noget helt andet. Også en garvet madskribent (25 år på BoBedre?) kan lære nyt. I mit nye hus har jeg induction, og i min nye kommune er vandet endnu mere hård end i den gamle. Fik en super fidus af en ven – brug kun lidt vand, når du vil koge æg. Bring det i kog, tilsæt en lille sjat eddike, læg æggene i, og læg låg på gryden. Kog ved svag varme. Æggene tager ikke smag og gryden bliver skinnende flot, som ny ?

Junifryd

Jordbær skal der frådses i denne måned, og vi har alle vores favoritopskrifter. Personligt holder jeg mest af det mest simple – fra hånden i munden. Og hvis der er bær tilovers spiser jeg dem næste morgen på min yoghurt! Så her kommer ikke nogen fancy opskrift men et tip med jordbær. Lav jordbæreddike. Stænk den over dine salater, både dem med urter og grønne blade og dem med sorte linser eller quinoa. Kom 300-400 g pillede, halverede jordbær i en bredhalset flaske, tilsæt 1 liter hvidvinseddike, luk flasken og lad den stå lunt i 3-4 uger. Si derefter den nu orangerøde væde fra, helst gennem et stykke skoldet, tyndt stof, fx et kasseret viskestykke. Færdig!

Lad jordbær trække i eddike, det dufter og smager af sommer

Det var så den maj 2018

Kom maj du søde milde … påsken var med regn og tunge skyer. Men senere kom hedebølgen og der blev alligevel gang i alt det grønne, det spirer og vokser derudaf som altid. Men for mig er duftene og lydene det allerskønneste: Den søde duft af blomstrende hvidtjørn og slåen, der rammer mig i skovkanten tidligt om morgenen.Gøens kalden – jeg hørte den første gang lørdag den 5. maj. Desværre havde jeg ikke min pengepung med, den skal man nemlig ryste så snart man hører gøens første kalden – det lærte jeg som barn af min bedstemor. Og så er der svanernes vingesus når de flyver sammen – to eller fem. Og gæssenes snakken, når de drager afsted i flok …

Læskende øko-limonade

Der har været hedebølge de sidste mange majdage, og her er min egen læskende hedebølge-favorit:  citronlimonade. Start med at lave en sukkerlage: Bland 3 dl koldt vand  med 225 g lys økologisk rørsukker. Kog blandingen i 3-4 minutter, tilsæt en strimmel citronskal, lad alt trække til lagen er kold og kasser skallen. Nu skal du skære 2 økologiske citroner i tynde skiver og blende dem med 3 spsk. sukker og 1,5 dl vand. Hæld massen i en si, lad saften dryppe af og pres citronmassen godt med en ske. Gentag proceduren – blend på ny med 3 spsk. sukker og 1,5 dl vand . Og så igen en tredie gang, men nu uden sukker og med 1 dl vand, så al saft og smag trækkes ud af citronpureen. Kasser den. og Rør saften sammen med sukkerlagen og opbevar den koncentrerede limonade i køleskab. Fortynd efter smag med iskoldt vand.

Den koncentrerede limonade skifter kulør når den fortyndes med vand

Limonaden er også en fin velkomstdrik med eller uden noget stærkt.