Husk de vilde jordbær

Skovjordbær, vilde jordbær – vist de lækreste bær, du kan plukke nu. Jeg skrev om dem på næsten samme tid sidste år – så her er bare en reminder. Hos mig er de efterhånden blevet til en flot bunddække. Håber at min rare nabo får held med sig, han har hjembragt små vilde jordbærpanter fra sommerhusgrunden i Sverige,  de skal danne en smuk bræmme mellem hans have og den kommunale sti.

Smukke vilde jordbær
Smukke vilde jordbær

Pesto eller salsa?

Hvad skal jeg gøre med min rucola … har den i salatskålen, spiser den i sandwich, dækket med god spegeskinke eller skiver af kogte nye kartofler og selvfølgeligt har jeg brugt den til pesto, både som solist og med basilikum (og valnøddekerner fra min fryser, de er meget bedre end købte pinjekerner!!) Men nu har jeg fundet frem til en ny favorit: rucola som smørepålæg. En slags pesto. En slags salsa –  altså en kraftig krydret mellemamerikansk sauce – dog slet ikke så flydende som begrebet sauce er for os nordboer.

Du skal bruge 50-70 g rucola, 50 g parmesan i et helt stykke og 6-8 syltede tomater, se opskriften under “simpel luksus” fra den 7. juni. Alternativt kan du købe soltørrede tomater i olie, brug da 4-5 stk. Hak skyllet rucola, parmesan og tomater med en kniv før det hele blendes sammen med ca. 1 spsk olie fra tomaterne. 

Pikant rucolapesto - salsa på grovbolle
Pikant rucolapesto – salsa på grovbolle
Friskplukket rucola, parmesan og hjemmesyltede tomater
Friskplukket rucola, parmesan og hjemmesyltede tomater

Mit grønne bladkompagni

Salat  er noget af det mest taknemmelige at have i altankasser. Der er kun et problem, nemlig at man må lære at begrænse sig, ikke så eller plante for mange slags. Jeg kan dårligt nå at plukke rucola, Eruca sativa, så hurtigt, som den vokser, men mine blade er mere runde, de ligner slet ikke de smalle, fint takkede, som supermarked eller grønthandleren har. Måske fordi jeg har sået rucolafrø? Jeg har også en altankasse med rucola, købt som små økologiske planter i et gartneri, og de ser helt “rigtige” ud. Alligevel –  smagen er den samme, skarp og pebret. Husk at efterlade et par cm af planten når du plukker, så dannes der hurtigt nye blade. Mizuna, Brassica rapa, har mere mild smag end rucola og bladene er smukt  fligede. Min er hurtigt gået i blomst, men de små gule blomster kan spises og pynter fint i salatskålen eller på smørrebrød. Jeg har også sået et par blandede salatfrø mellem mine pibeløg i altankassen og der er rigeligt til en lille husholdning, så der bliver ingen madspild her 😉

Spirende rucola
Spirende rucola
sået rucola fra min have
sået rucola fra min have
Mizuna med blomsterdrys
Mizuna med blomsterdrys
Blomstrende Mizuna
Blomstrende Mizuna

Simpel luksus

Endnu kan jeg ikke plukke mine egne tomater, men tager forskud på glæderne med små San Marzano tomater fra supermarkedet. De halveres, indmaden tages ud med en teske og tomaterne lægges i et oliepenslet fad. Drys med 2 tsk. rørsukker, blandet med 1 tsk. saltflager og 2 tsk. timianblade. Bag tomaterne i en 100° varm ovn i ca. 1,5 time. Fordel dem afkølet i glas med klippet rosmarin og et par spsk. kapers. Tilsæt 3 spsk. vineddike og fyld op med din yndlingsolie. Spis tomaterne med bidder af ægte fetaost, et par kviste krydderurter, fx fennikel og dild, rucola og spæde spinatblade. Dertil ristet brød, smurt med pesto, hjemmelavet eller købt. Enkel og forrygende lækker – simpel luksus!

Tomater halveres og udhules
Tomater halveres og udhules

semi tomater 2semi tomater 3 simpel luksus

Overraskelser

Purløg kender vi alle, men hvad med prærieløg,  Allium cernuum  på latin? Det er værd at søge efter i planteskolen eller gartneriet, de spiselige blomster er nemlig forrygende smukke. De lange smalle blade bruges som purløg, men de har lidt mildere smag. Planten er flerårig og stammer fra de nordamerikanske prærier. Kaldes derfor prærieløg men også nikkende løg.

Det er spændende med spiselige blomster, og planter er fulde af overraskelser netop nu, Min olivenurt så ret jammerligt ud efter vinteren, men den kom til kræfter igen og her sidst i maj har den masser af bittesmå blomsterknopper. Også overraskende at opdage at purløgsblomster har så forskellig kulør, nu har jeg dem i både pink og lyslilla.

Snart folder prærieløgets blomsterknopper sig ud
Snart folder prærieløgets blomsterknopper sig ud
Olivenurt med småbitte blomsterknopper
Olivenurt med småbitte blomsterknopper
Lyslilla purløgsblomst
Lyslilla purløgsblomst
Pink purløgsblomst
Pink purløgsblomst

Apropos morgenfruer

Kontraster klæder hinanden. En snitte med morgenfruesmør smager godt,  men endnu bedre med noget ovenpå. De første modne brombær eller skiver af en grøn tomat er mine favoritter netop nu – og om to måneder drysser jeg efterårshindbær på brødet.

surdejsbrød med morgenfruesmør og grønne tomater
surdejsbrød med morgenfruesmør og grønne tomater
surdejsbrød med morgenfruesmør og brombær
surdejsbrød med morgenfruesmør og brombær

Muntre morgenfruer

Det er så rart at kunne plukke sig en buket i haven, og morgenfruer (Calendula officinalis) pynter ikke blot på bordet, de kan også spises. De smager nu ikke af noget særligt, men der er noget muntert over deres flotte kulør, man bliver i godt humør over et farvestrålende drys kronblade på desserter, lagkage – og risotto! Og jeg kan slet ikke stå for kryddersmør med morgenfruer. Rør 50 g blødt smør med kronblade af tre morgenfruer og lidt revet skal af en økologisk citron. Form evt. smørret til en lille rulle, svøb den ind i et stykke bagepapir og opbevar den i køleskabet.

en buket morgenfruer fra haven
en buket morgenfruer fra haven
kryddersmør med morgenfruer
kryddersmør med morgenfruer

 

Tordenkaffe med kage til

I gamle dage samledes man i køkkenet til tordenkaffe, turde ikke gå i seng, for hvis nu lynet slog ned … Forleden begyndte det at styrtregne og der var torden i det fjerne – den perfekte anledning til at bage en hurtig tordenkage. Om formiddagen havde jeg taget en favnfuld af de sidste flot røde rabarberstilke med ind fra haven, nu skulle de bruges. Ikke til saft, som planlagt, men i en kage uden dikkedarer.

augustbær fra haven
augustbær fra haven

Men hvad med de bær, jeg også havde plukket … solbær, et par hindbær og lidt ribs, nogle stikkelsbær …der var ikke så meget at hente i min (desværre lidt forsømte) forhave, alligevel nok til at nyde høsten fra hånden og ind i munden 😉 Det, der blev tilovers, skulle prøves i en kage. Og det er sjovt så forskelligt en kage smager, når fyldet varieres. Begge er lækre, gode at tage med når tordenvejret er forbi og der er en strandtur på programmet.

Tordenkage med rabarber

  • 175 blødt smør (flydende fedtstof duer også)
  • 175 sukker
  • 150 g mel
  • 75 g kartoffelmel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 hele æg

Fyld: 200 g rabarber i små stykker, renset vægt eller godt 200 g blandede bær

Kom samtlige ingredienser fra listen i en skål og rør dejen sammen. Rør fyldet i, kom det hele i en lille bradepande, ca. 20×30 cm, og bag kagen i den 175° varme ovn i 40-45 minutter.

sådan en hurtigrørt sandkage med rabarber smager også uden tordenvejr
sådan en hurtigrørt sandkage med rabarber smager også uden tordenvejr
hurtigrørt kage med bær - min anden tordenkaffe-kage
hurtigrørt kage med bær – min anden tordenkaffe-kage

Duften af honning og bitre mandler

Det er så smukt, skyer af duftende hvide blomster vokser langs bækken ikke langt fra mig, og nu opdager jeg dem også på marken. Overalt, hvor der er fugtigt, er blomsterne dukket op. Filipendula ulmaria, det tog en rum tid før jeg kunne identificere de dejlige planter – mjødurt! Markernes dronning, i gamle dage brugt til at give sødme og smag til vin, og blomsterne kan bruges til saft og sirup lige som hyldens blomsterskærme, har jeg læst. Så det skal prøves. Men jeg vil også prøve at lade mjødurten få fodfæste i det fugtige hjørne af min have, går på jagt efter frø.

mjødurt dufter af honning og bitre mandler
mjødurt dufter af honning og bitre mandler

 

Banan-is med vilde jordbær

Jeg synes stadig, at de småbitte vilde jordbær er lækrest fra hånden i munden … men der er nu alligevel andre muligheder. Da jeg ville plukke stikkelsbær i dag opdagede jeg nemlig et mylder af jordbærplanter under de tornede buske. Der var også masser af kvikgræs og andet ukrudt, så det var besværligt at høste bærrene, men jeg fik en stor håndfuld foruden alle dem, som straks landede i munden. Og så tænkte jeg på min banan-is i fryseren …

I min barndom var der noget, der hed “uventede gæster”, og det gjaldt at være forberedt. Min mor havde altid hjemmebag parat, en dåse med småkager i skabet eller en kage i kælderen. Det var dengang. Nu til dags kommer der sjældent uventede gæster, men jeg har altid (hjemmelavet) is i fryseren. Bare til mig/os, men gæster må gerne spise med. Min banan-is er superlækker, den behøver ikke pynt, men bær i kontrastfarve klæder den. Blåbær eller brombær er for resten også fine som tilbehør. Og opskriften kan nemt fordobles! (Det fortjener den, synes jeg)

Banan-is

  • 2 bananer, modne men ikke overmodne
  • 1/2 dl citronsaft
  • 1/2 dl appelsinsaft
  • 50 g flormelis

Pil bananerne, læg dem i en frysepose, og frys dem i et døgn, gerne længere. Skær de frosne bananer i skiver, blend dem med de to slags saft og flormelis. Du får ca. 3 dl “softice”, som kan spises straks eller fryses til senere brug. Her har jeg frosset min banan-softice i en lille kageform af silikone, så kan isen nemt skæres i portionsbidder.

smovs - is af bananer med vilde jordbær til
smovs – is af bananer med vilde jordbær til