Hvorfor skal det være så fancy

…med madopskrifter. Jeg vil så gerne slå et slag for det simple liv, de simple glæder – og  mange er endda gratis! I dag opdagede jeg at der var hvide ribs på den busk, jeg nær havde opgivet. Der var stadig lidt røde ribs og tilmed nogle få solbær – ikke nok bær til en raffineret opskrift… men når det nu er så herligt med en rugbrødsmad med nye kartofler om sommeren – jeg synes at et stykke med friskplukkede bær er også en himmerigsmundfuld. Opskrift findes/fås ikke – godt rugbrød smøres med smør, mascarpone eller hvad du nu kan li’ og har i huset. Drys bær oven på, tryk dem nænsomt ned og NYD

Mit eget “tak for i år” stykke rugbrød med havens sidste bær

Som skrevet før …

Man kan sagtens være nøjsom og kræsen på samme tid. Jeg holder meget af det vand, vi kan tappe fra hanen i køkkenet – tænk hvor privilegeret vi er at det er muligt!! Men okay, det vand er ikke så spændende – så jeg sætter ofte smag på det. Lige nu i sommerheden med et par skiver økologisk citron og en buket mynte. Fandt en mynte ved navn HUGO i planteskolden. Sådan hedder min labrador, så den mynte skulle med hjem, selv om det vist er uortodoks at planten bærer det navn 😮

Pyt, mynten dufter og smager fint, og den gør det godt i mit postevand, suppleret med et par skiver økologisk citron.

Postevand med mynte og citronskiver – smager bedst efter en nat i køleskab

 

Så er det NU…

…at rødkløver skal plukkes. Du finder planterne på enge og marker og grøftekanter over hele landet. Pluk de store violette blomsterhoveder, tør dem og overhæld et par stykker med kogende vand. Efter 10 minutter er teen klar til servering. At rødkløver indeholder planteøstrogener er også godt at vide…

Smukke kløverblomster fra naturens køkkenhave

Har du hørt om et rosintræ?

Jeg er så glad for de to bærmispel, jeg fik plantet i min lille ny have. Kendte faktisk ikke noget som helst om dem, men beundrede træet – som er mere flerstammet busk end træ – i min tandlæges have. (Ak ja, det er sørme rart at have et venskabeligt forhold til sin tandlæge uden for konsultationerne !) Nå, sådan en måtte jeg have! Amelanchier arborea. Det fristende var, at mispelens frugter skulle tiltrække fugle … og det gjorde de! Men min evigt sultne labrador fandt også ud af at plukke de små lækre bær. De smager sandelig godt, er søde som rosiner – så nu forstår jeg hvorfor bærmisplen også kaldes rosintræ.

Bærmispel med lækre små røde bær, som snart bliver blåsorte

Hedebølge og juletanker

Der er masser af kulør i denne måned, og jeg nyder at frådse i mine yndlingsfarver.

Blåsorte solbær, himmelblå hjulkroneblomster, blå kornblomster og spidskål i blåviolet kulør

Jeg kan dårligt huske hvornår jeg sidst kunne plukke så mange solbær i haven. I disse hedebølgedage orker jeg ikke at sylte bærrene, det er også for varmt til at bage en kage – og så kom jeg i tanker på jul. Det er altid dejligt med en gave fra køkkenet – og solbærsnaps gør garanteret lykke. Fyld et bredhalset sylteglas med solbær, tilsæt 1 spsk honning og hæld klar brændevin over, fx Brøndum eller vodka. Luk glasset og vent 3-4 måneder før bærrene sies fra og kasseres. Når vi nærmer os julen viser jeg hvor smuk og intens en kulør denne julisnaps har fået, men du kan fornemme lidt af kuløren allerede nu, efter bare 1 døgn.

Der er solbær og en skefuld honning i glasset, nu skal der tilsættes brændevin
Allerede efter et døgn har bærrene afgivet kulør.

Junifryd

Jordbær skal der frådses i denne måned, og vi har alle vores favoritopskrifter. Personligt holder jeg mest af det mest simple – fra hånden i munden. Og hvis der er bær tilovers spiser jeg dem næste morgen på min yoghurt! Så her kommer ikke nogen fancy opskrift men et tip med jordbær. Lav jordbæreddike. Stænk den over dine salater, både dem med urter og grønne blade og dem med sorte linser eller quinoa. Kom 300-400 g pillede, halverede jordbær i en bredhalset flaske, tilsæt 1 liter hvidvinseddike, luk flasken og lad den stå lunt i 3-4 uger. Si derefter den nu orangerøde væde fra, helst gennem et stykke skoldet, tyndt stof, fx et kasseret viskestykke. Færdig!

Lad jordbær trække i eddike, det dufter og smager af sommer

Læskende øko-limonade

Der har været hedebølge de sidste mange majdage, og her er min egen læskende hedebølge-favorit:  citronlimonade. Start med at lave en sukkerlage: Bland 3 dl koldt vand  med 225 g lys økologisk rørsukker. Kog blandingen i 3-4 minutter, tilsæt en strimmel citronskal, lad alt trække til lagen er kold og kasser skallen. Nu skal du skære 2 økologiske citroner i tynde skiver og blende dem med 3 spsk. sukker og 1,5 dl vand. Hæld massen i en si, lad saften dryppe af og pres citronmassen godt med en ske. Gentag proceduren – blend på ny med 3 spsk. sukker og 1,5 dl vand . Og så igen en tredie gang, men nu uden sukker og med 1 dl vand, så al saft og smag trækkes ud af citronpureen. Kasser den. og Rør saften sammen med sukkerlagen og opbevar den koncentrerede limonade i køleskab. Fortynd efter smag med iskoldt vand.

Den koncentrerede limonade skifter kulør når den fortyndes med vand
Limonaden er også en fin velkomstdrik med eller uden noget stærkt.

Sæson for basilikum og is

Denne sommer har ikke fristet mig til at finde på nye is-opskrifter, men de gode gamle har også godt af et twist. Basilikum-is er en af mine favoritter, ikke mindst fordi den får en konsistens som gammeldags mælkeis og minder mig om barndommens ferier sydpå, hvor vi stod i kø ved gadens isvogne. Men i stedet for grøn basilikum bruger jeg den med røde blade. Et drys solbær klæder isen forresten godt!

  • 2 æggeblommer
  • 100g lys rørsukker
  • 3 dl mini- eller skummetmælk
  • 2,5 dl piskefløde
  • 1 stor håndfuld basilikumblade

Pisk æggeblommer og sukker til en tyk creme. Bring mælk i kog med fløde og fint klippede basilikumblade, og pisk blandingen i æggecremen. Afkøl massen og frys den – helst i en ismaskine. Det lønner sig at anskaffe en ismaskine, men selvfølgeligt kan du fryse isen i en skål under hyppig omrøring/piskning.

Delikat is med rød basilikum

 

Pluksalat

Her er hvad jeg havde lyst til at plukke og smage på i dag på en hurtig rundtur blandt mine krukker:  (set med uret) et tallerkensmækkerblad, purløgsstilke, wasabi-rucola, blade og blomst, portulak, bibernelle, pink blomster af prærieløg, rød basilikum og en duftende hornviol.

Blandingen er smuk og delikat, og dressing er bandlyst! Jeg sprayer blot lidt koldt vand over blandingen, så kan man bedst opleve pluksalatens forskellige smagsnuancer og konsistenser. I morgen og i løbet at de næste julidage kommer der andre blade og blomster til – det er jo det, der gør det så spændende at have mange krukker og potter med spiselige urter og blomster.

Og så må jeg lige fremhæve en sommerblomst, jeg slet ikke kan stå for – COSMEA, som hører til slægten stolt kavaler. Den kan ikke spises men er forrygende frodig og smuk i en stor krukke blandt alle mine andre med spiselige planter.

Den stolte kavaler pynter gevaldigt blandt krukker med krydderurter
Syv slags selvpluk til en lækker tallerken

Genbrug dine urter

Måtte kassere min dild. Og min fennikel. De var vokset mig over hovedet, helt bogstaveligt. For meget sol, for lidt vand og ingen kærlige hænder til at plukke den daglige buket. Men stilkene kommer til værdighed når der skal grilles/ fyres op i brændeovn senere – de giver nemlig dejlig duft og smag når de smides i gløderne.

Smid tørrede kviste af dild og fennikel på gløder når du griller eller fyrer op
Smid tørrede kviste af dild og fennikel på gløder når du griller eller fyrer op