Bank og kram

Eller omvendt – først skal der krammes og så skal der bankes. Altså kål! Grønkål!! Her er opskriften på min gode, supersunde, lækre grønkålssalat. Den skal spises som den er eller til alt, du har lyst til – pølser, frikadeller, steg …

Banket og krammet grønkål med romrosiner og mandler

Du skal bruge ca. 40 g  friske grønkålblade, ribbet fra de tykke stængler og plukket i mindre bidder. Bank dem – puf dem i en skål ned med knyttet næve , mange gange, så fibrene sprænges og kålbladene bliver mere bløde.  Vend dem sammen med lidt revet citronskal, et par spsk. olie – jeg bruger avocadoolie – et par smuttede mandler og et par skefulde rosiner, som har soppet i rom siden 1. advent. Sidstnævnte er min egen fidus – værd at kopiere!

Til jul og andre søde dage

Her er min allround skærekage, bagt med masser af dadler og friske valnøddekerner. Valnødder skal købes i hel figur og knækkes med håndkraft, altså med en nøddeknækker selvfølgelig. Frys kernerne hvis de ikke skal bruges straks, de er også lækre senere på året, i brød og som drys over salat, mysli m. m. Denne julekage kan skæres i tynde skiver, smager solo til te og kaffe og du kan også komme smør på skiverne. Eller endda cremet blåskimmelost – som en god veninde påstår 😉

  • 250 g tørrede dadler (vægt uden sten)
  • 75-100 g valnøddekerner
  • 125 g blødt smør
  • 125 g rørsukker (gerne Muscovado)
  • 2 store æg (økologiske)
  • 175 g hvedemel
  • 1 tsk. natron, opløses i 1 spsk. vand

Del dadler og nøddekerner groft med en kniv. Pisk smør og rørsukker cremet, pisk æggene i, tilsæt dadler og kerner, og rør alt sammen med melet. Bland natronvand i dejen og fyld den i en (smurt) sandkageform (ca. 1,2 l). Bag kagen i den 160-170° varme ovn i ca. 1,25 time. Stik i den med en nål, der må ikke blive fugtig dej hængende ved.

Saftig daddelkage med valnødder. Sød, men ikke for meget!