Guf til havens fugle

Vi nærmer os foråret, men fuglene har stadig brug for et tilskud,  den kolde årstid tærer på kræfterne. Mine solsorte er vant til at få noget lækkert, de venter hver eneste morgen på de halverede æbler, jeg kommer med. Det er både hunnen og hannen, der spiser æbler, men hannen er nu mere smart – han flyver nemlig også op og stjæler fra mejserne, mejsebolde og fedtkage i net er ren guf.

Æbleguf til husets solsort
Solsorten elsker også mejseguf

Verdens lækreste citron-is

Jeg er ikke glad for selvros og overstrømmende ord, men min is smager himmelsk – bedre kan citron-is ikke smage! Prøv selv. Jeg serverer den gerne i udhulede citroner, men almindelige portionsglas duer selvfølgeligt også. Til isen skal du bruge 2 økologiske citroner. Skræl skallen af så tyndt som overhovedet muligt – den “hvide pels” på bagsiden giver nemlig en bitter bismag! Klip skallen i små stykker og blend dem sammen med 150 g sukker. Pres saften af citronerne, du skal bruge 1 dl. Blend den med citronsukkeret og rør den i 4 dl piskefløde. Stil blandingen et par timer i køleskab før den fryses i en ismaskine.  Sådan en ismaskine giver den fineste konsistens, men du kan sagtens fryse blandingen i en fryseegnet skål, så skal der bare røres godt og grundigt med jævne mellemrum.

Udhulede citroner er flot emballage til den skønne citron-is
Snehvid, himmelsk citron-flødeis. Bruges udhulede citroner som emballage er her til 8-10 frugter

Radisefryd

Jeg bliver altid så glad når jeg får øje på årets første radiser i supermarked.  Det tager tid før de danske dukker op, men på en kold gråvejrsdag her i starten af marts og tanken om at kalenderens sommertid allerede starter om bare to! uger …  da bliver jeg begærligt, kan ikke stå imod og køber (hollandske)radiser. Fjerner de grønne blade – dem bruger jeg først/kun når den danske sæson er  begyndt. Med radiserne kommer længslen efter lune dage ekstra stærkt tilbage – og det første, jeg vil sætte på bordet når den tid kommer, det er min favorit, en herlig cremet koldskål. Ja, vejret er ikke til den slag lige nu, men hvorfor ikke tage forskud på glæderne … Til to  skal du bruge 4 dl økologisk kærnemælk, 2 dl økologisk piskefløde og saft af 1/2 citron. Rør det hele sammen om aftenen, og stil blandingen i køleskab til næste dag. Rør evt. lidt revet agurk i suppen,  suppler med en top groft revet agurk og skiver af radiser. Spiselige blomster som hjulkrone eller morgenfruer er ikke det ringeste, du kan pynte mednår vi nærmer os sommeren.

Skyl radiserne grundigt og behold lidt af toppene som håndtag
Rart at have noget at glæde sig til, fx denne herlige koldskål