Overraskelser

Purløg kender vi alle, men hvad med prærieløg,  Allium cernuum  på latin? Det er værd at søge efter i planteskolen eller gartneriet, de spiselige blomster er nemlig forrygende smukke. De lange smalle blade bruges som purløg, men de har lidt mildere smag. Planten er flerårig og stammer fra de nordamerikanske prærier. Kaldes derfor prærieløg men også nikkende løg.

Det er spændende med spiselige blomster, og planter er fulde af overraskelser netop nu, Min olivenurt så ret jammerligt ud efter vinteren, men den kom til kræfter igen og her sidst i maj har den masser af bittesmå blomsterknopper. Også overraskende at opdage at purløgsblomster har så forskellig kulør, nu har jeg dem i både pink og lyslilla.

Snart folder prærieløgets blomsterknopper sig ud
Snart folder prærieløgets blomsterknopper sig ud
Olivenurt med småbitte blomsterknopper
Olivenurt med småbitte blomsterknopper
Lyslilla purløgsblomst
Lyslilla purløgsblomst
Pink purløgsblomst
Pink purløgsblomst

Det skal være enkelt!

Mad skal smage godt og – synes jeg – ikke kræve for mange armsving og renden rundt i specialbutikker. Der er så mange lækre muligheder netop nu, hvor spændende urter kommer frem.  Mine ramsløg har de smukkeste hvide blomster lige nu – dem bruger jeg som pynt og krydderi på smørrebrød. Men ikke på et almindeligt stykke smørrebrød – nej da, godt surdejsbrød (fra den økologiske bager) med sort smør er min absolute favorit, prøv selv!

Sort smør: 4 spsk. balsameddike og 2 spsk. rødvin koges ind til det halve i en lille gryde. Hav 90 g smør parat og rør en spsk. ad gangen i blandingen. Hæld den i en lille skål, afkøl under jævnlig omrøring og opbevar smørret tildækket i køleskabet.

Surdejsbrød med sort smør og hvide blomster
Surdejsbrød med sort smør og hvide blomster

Min anden yndlingsmad lige nu, i ramsløgsæsonen, er ovnbagt laks. Køb et laksestykke med skind, 400-450 g. Læg det i et et smurt fad, drys fisken med lidt havsalt og et pænt lag frysetørret dild, blandet med meget finthakkede ramsløgblade. Jeg angiver ikke nogen mængder her, men bruger selv  to dele dild til en del ramsløg. Bag fisken i en 200° varm ovn, 15-20 minutter. Anret med drys af ramsløgblomster.

Ovnbagt laks med dild, ramsløg og blomsterdrys
Ovnbagt laks med dild, ramsløg og blomsterdrys