April, april …

April april!!! siger vi når det lykkedes at drille nogen på aprilmånedens 1. dag. Men aprilmåned har det med at drille os allesammen. Solskin, nattefrost, regn, tøsne og hagl – vi har fået det hele – som før, som sidste år og året før. Jeg selv har ikke haft det store overskud til havesysler i april,  men har glædet mig hver eneste dag til at følge livet i mine krukker – laurbærbusken har klaret sig fint, rabarberne stortrives, løvstikke og kvan kan man næsten høre vokse, så stærkt går det. Timian, salvie, fransk estragon og havesyre … Har gravet en ramsløgplante op og sat i en potte tæt ved husmuren, og den er allerede ved at blomstre! Også purløgsplanten har sat blomsterknopper. Det hvide purløg, Allium schoenoprasum Dwarf white, har jeg købt i et økologisk gartneri, det bliver spændende at følge planten, se den vokse og blomstre.

Purløg - den første blomsterknop
Purløg – den første blomsterknop
Endnu spinkel, men om få måneder får dette purløg hvide blomster
Endnu spinkel, men om få måneder får dette purløg hvide blomster
Den første ramsløgblomst, den er smuk, dufter og smager
Den første ramsløgblomst, den er smuk, dufter og smager

 

Spættesmovs

Flagspætterne kommer flere gange om dagen og guffer det svinefedt, som jeg har blandet med et par frø og presset ned i en halv kokosnød. Skaderne larmer og kommer i flok, de sætter også pris på den slags mad, og egerne har flere gange prøvet at gnave snoren over og løbe med den halve nød. Et par gange er det endda lykkes 🙁 Men jeg fylder troligt op igen, det bliver sjovt at se om også spættens unger kommer.

Lækker mad - en halv kokosnød med svinefedt
Lækker mad – en halv kokosnød med svinefedt

Duftende aprildarling

I april kan vi for alvor begynde at hilse vennerne velkommen tilbage – jeg gør det og bliver igen og igen forundret over den livskraft, urterne har. Ok, nogle viser sig halvhjertet, de har overlevet vinteren, men nu skal de nusses om, der skal klippes ned og rettes op – det gjorde jeg bl.a. i dag med min vintersar (Satureja montana), kun halvdelen af den flotte busk var grøn. Pillede også visne grene af min olivenurt – den skrev jeg om sidst i februar … og der er gang i den  igen! Allerede nu dufter den vidunderligt af solmodne oliven.

Og se – så er jeg ved duften. Min darling i april er og bliver Viola odorata, duftviolen, martsviolen. Sweet violet på engelsk. Som teenager har jeg elsket det navn, på en eller anden underlig måde har jeg altid forbundet navnet med “Borte med Blæsten”,  med bogen, men der forekommer ingen violer (så vidt jeg husker), så  det var vist kun et nostalgisk tankespring.

Og det er netop det, dufte gør – de fører os tilbage, de formår at give næsten glemte minder liv igen. ( Ikke et ord om Marcel Proust og hans Madeleinekage, dyppet i lindeblomstte, hvis du kender til hans “På sporet af den tabte tid” ved du, hvad jeg mener)

Tilbage til min duftende aprildarling.  Grøn er vårens hæk er en dejlig aprilvise, Poul Martin Møller skrev den i 1819. Den kommer jeg så ofte at tænke på når jeg går forbi min hæk. Min egen aprildarling, mine vilde violer, gemmer sig i bunden af hækken (som slet ikke er grøn endnu),  og der dufter så dejligt. Jeg har ikke lavet andet med disse smukke duftende violer end i ny og næ drysset dem over spæde salatblade eller en  kage eller is, anrettet i høje glas og med flødeskum på toppen. Jeg gider ikke lave kandiserede violer, synes ikke at resultatet er besværet værd! Men jeg kan godt li’ at støde violer (10-12 blomster) sammen med sukker (2 spsk. lys økologisk). Violsukker smager nemlig skønt i te!

Pluk en lille bitte buket af de duftende violer og sæt den i et æggebæger
Pluk en lille bitte buket af de duftende violer og sæt den i et æggebæger til pynt på bordet
Godt til te - sukker, stødt sammen med duftende violer
Godt til te – sukker, stødt sammen med duftende violer

Sæt krydderi på ventetiden

Det kribler i fingrene med at komme i gang når solen skinner, men det er for tidligt at plante udenfor, og her til morgen var der igen rimfrost på min græsplane og på marken udenfor.  Længes efter friske urter, men lidt af ventetiden kan fordrives med duftende krydderier. Derfor holder jeg meget af  grå regnvejrsdage – de er gode til at rydde op i, fx at få styr på alle krydderier i køkkenskabet. Jeg har læst en del om Baharat, en krydderiblanding fra Mellemøsten, så den måtte jeg prøve – og den er sandelig spændende, klæder også en dansk økologisk svinekotelet, spejlæg og stegte kartofler (bare for at nævne de tre , jeg lige har prøvet. Du skal bruge sorte peberkorn, hel koriander og hel spidskommen – 1 spsk. af hver. Desuden 1 fingerlangt stykke hel kanel, 6 nelliker, ca.10 hele grønne kardemomme (eller godt 1/4 tsk. af de sorte frø ), 1 spsk. paprika edelsüss og 1/4 muskatnød. Peber, koriander, spidskommen, kanel, nelliker og kardemomme ristes hurtigt på en tør pande. Når krydderierne knitrer og dufter hældes blandingen i en skål og afkøles. Males til pulver i en elektrisk kaffekværn eller stødes sammen i en morter. Blandes med paprika og revet muskatnød og opbevares i et tætlukket glas, Baharat kan holde sig til nytår.

Peber, koriander, spidskommen, kanel, nelliker, kardemomme, paprika og muskat
Til Baharat: peber, koriander, spidskommen, kanel, nelliker, kardemomme, paprika og muskat
Duftende Baharat
Duftende Baharat