Bønnemøde

Jeg havde nær opgivet håbet og var lige ved at fjerne mine Neckargold-stangbønner fra det hegn, de havde udset sig som klatrestativ – de 1 meter lange støttepinde duede nemlig ikke (selv om det stod på bagsiden af posen med frø). Men så opdagede jeg den ene voksbønne efter den anden … jubii. Tomaterne er også ved at få flot rød kulør lige som frugterne på mine chiliplanter – et perfekt tidspunkt til bønnemøde på  frokostbordet. Jeg plukkede godt 200 g gule bønner, smed dem i en gryde med kogende, saltet vand og gav dem 2 minutter. Derefter hældes de i et dørslag, overbruses hurtigt med koldt vand og blandes afdryppet med tomatsalsa:

  • ca. 300 g tomater
  • 1 rød chili, styrke 5-6
  • 1/2 rødløg
  • 1 fed hvidløg
  • 6-10 sorte oliven uden sten
  • 1 spsk. balsameddike eller tomateddike (Aceto di pomodoro fra MUTTI er helt forrygende)
  • salt og sukker efter smag

Overhæld tomaterne med kogende vand. Hæld koldt vand over, flå skindet af tomaterne og halver dem. Pres kerner og væde ud og skær tomatkødet i små terninger. Bland dem med finthakket chili (uden kerner),  hakket rødløg, knust eller hakket hvidløg og hakkede oliven. Tilsæt eddike og smag til med salt og sukker.

en lækker frokostsalat, super solo eller med brød til
en lækker frokostsalat, super solo eller med brød til

Og check lige hvad jeg skrev i maj … om de små bønnefrø

Hvis det skal være helt nemt smager ens egen høst også super som fritter! Bare dyp de kogte bønner i en lækker økologisk mayonnaise, gerne krydret med urter, her bruger jeg såkaldt stuehvidløg (Tulbaghia)bønnefritter

 

En sidste mundfuld sommer

Det lykkedes mig at få fat i to bakker af årets sidste danske jordbærBærrene i den ene bakke forsvandt fra hånden i munden, de andre blev til is, min italiensk inspirerede yndlings-is!

En spiselig blomst af  tallerkensmækker pynter på desserten
En spiselig blomst af tallerkensmækker pynter på desserten

Jordbæris på italiensk: Del 250 g jordbær i halve eller kvarte. Drys dem med 125 g rørsukker, lad dem trække  i en time eller to, og blend  dem med 1 dl mini- eller skummetmælk og 1 dl piskefløde. Frys massen under jævnlig omrøring i en bakke eller brug en ismaskine. Her er til to dessertglade, måske til tre.

Apropos morgenfruer

Kontraster klæder hinanden. En snitte med morgenfruesmør smager godt,  men endnu bedre med noget ovenpå. De første modne brombær eller skiver af en grøn tomat er mine favoritter netop nu – og om to måneder drysser jeg efterårshindbær på brødet.

surdejsbrød med morgenfruesmør og grønne tomater
surdejsbrød med morgenfruesmør og grønne tomater
surdejsbrød med morgenfruesmør og brombær
surdejsbrød med morgenfruesmør og brombær

Muntre morgenfruer

Det er så rart at kunne plukke sig en buket i haven, og morgenfruer (Calendula officinalis) pynter ikke blot på bordet, de kan også spises. De smager nu ikke af noget særligt, men der er noget muntert over deres flotte kulør, man bliver i godt humør over et farvestrålende drys kronblade på desserter, lagkage – og risotto! Og jeg kan slet ikke stå for kryddersmør med morgenfruer. Rør 50 g blødt smør med kronblade af tre morgenfruer og lidt revet skal af en økologisk citron. Form evt. smørret til en lille rulle, svøb den ind i et stykke bagepapir og opbevar den i køleskabet.

en buket morgenfruer fra haven
en buket morgenfruer fra haven
kryddersmør med morgenfruer
kryddersmør med morgenfruer

 

Tordenkaffe med kage til

I gamle dage samledes man i køkkenet til tordenkaffe, turde ikke gå i seng, for hvis nu lynet slog ned … Forleden begyndte det at styrtregne og der var torden i det fjerne – den perfekte anledning til at bage en hurtig tordenkage. Om formiddagen havde jeg taget en favnfuld af de sidste flot røde rabarberstilke med ind fra haven, nu skulle de bruges. Ikke til saft, som planlagt, men i en kage uden dikkedarer.

augustbær fra haven
augustbær fra haven

Men hvad med de bær, jeg også havde plukket … solbær, et par hindbær og lidt ribs, nogle stikkelsbær …der var ikke så meget at hente i min (desværre lidt forsømte) forhave, alligevel nok til at nyde høsten fra hånden og ind i munden 😉 Det, der blev tilovers, skulle prøves i en kage. Og det er sjovt så forskelligt en kage smager, når fyldet varieres. Begge er lækre, gode at tage med når tordenvejret er forbi og der er en strandtur på programmet.

Tordenkage med rabarber

  • 175 blødt smør (flydende fedtstof duer også)
  • 175 sukker
  • 150 g mel
  • 75 g kartoffelmel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 hele æg

Fyld: 200 g rabarber i små stykker, renset vægt eller godt 200 g blandede bær

Kom samtlige ingredienser fra listen i en skål og rør dejen sammen. Rør fyldet i, kom det hele i en lille bradepande, ca. 20×30 cm, og bag kagen i den 175° varme ovn i 40-45 minutter.

sådan en hurtigrørt sandkage med rabarber smager også uden tordenvejr
sådan en hurtigrørt sandkage med rabarber smager også uden tordenvejr
hurtigrørt kage med bær - min anden tordenkaffe-kage
hurtigrørt kage med bær – min anden tordenkaffe-kage