Rabarberglæde

Kan man det? Rabarber i en krukke? Ja, det kan man godt!  Jeg har rabarber på “friland”, i forhaven – der, hvor hundene ikke kan ødelægge noget – nå, tænker jeg, katte og mus og snegle og ræven, som også lusker rundt om natten … Pyt, sådan er det, vi har overlevet.  Men jeg har nu mindst lige så meget fornøjelse af mine rabarber i krukker. Sidste år brugte jeg forresten en rabarberplante i en flot krukke som en bryllupsgave – der hørte en altan til parrets lejlighed – stor succes!

Det myldrer op i mine krukker, men farverne mangler, og derfor er det så dejligt med de fine røde knytnæver, som rabarberen stikker frem. Det er forrygende og næsten en smule sjofelt at se på hvordan de første krøllede røde blade baner sig vej her sidst i marts. Derefter går det stærkt, bladene bliver grønne og stilkene vokser sig lange. Nu er rabarber ikke bare rabarber, det er godt at have flere sorter. Jordbær rabarber, fx Rheum “Elmsfeuer”, og den smukke “Holsteiner Blut” er mine favoritter. Sidstnævnte dukkede op med de fineste lysegrønne blade netop den dag, urene skulle stilles frem til sommertid. Ingen altan, terrasse eller have uden rabarber!!

Jordbærrabarber Elmsfeuer i starten af marts
Jordbærrabarber Elmsfeuer i starten af marts
Holsteiner Blut sidst i marts
Holsteiner Blut sidst i marts
Holsteiner Blut sidst i juni
Holsteiner Blut sidst i juni
Det første blad af "Elmsfeuer" sidst i marts
Det første blad af “Elmsfeuer” sidst i marts

 

Blot blåt?

Niks. Ikke noget er blot blåt, blå har flere nuancer end andre farver. Og min Blauhilde er et fint eksempel.

Blauhilde i juli
Blauhilde i juli

Bare se på bønnerne her, de er blå og violette og blågrønne. De hedder “Blauhilde”, er stangbønner og min absolutte must-have.

Phaseolus vulgaris "Blauhilde"
Phaseolus vulgaris “Blauhilde”

De er nemlig frodige, nøjsomme og nemme at have med at gøre, og de trives fint i en rummelig potte, krukke eller altankasse, bare de får en kraftig pind at støtte sig til. Det er praktisk med bønner i en krukke, så kan du flytte den rundt, bønnerne vil gerne have sol. Få fat i en pose med frø, så kan du så i maj og høste i juli. Forresten bliver blå bønner grønne efter kogning, og du får opskrifter med min Blauhilde senere på sommeren.

Smag til med eddike

Der er gået mode – trend –  i alt det nordiske, også i eddike. Nordisk skal den være!  Og jeg smager gerne til med NORDIC VINEGAR, med gylden Havtorneddike og med rød Skovbæreddike. Begge er dejligt milde og herligt aromatiske. Eddikerne er fine til råkost og rodfrugter, havtorneddike bruger jeg altid til kartoffelsalat (både den varme og den kolde), se forresten også “Sæt kulør på januar“.  Skovbæreddike klæder gulerødder og rødbeder, både rå revne, kogte og ovnbagte, men også salat og  … bare prøv dig frem. Eddikerne fås bl.a. i Irma, men du kan også finde dem på nettet.

 

Martsglæder

Økologiske ramsløg fra supermarked
Økologiske ramsløg fra supermarked

For ca.6 år siden plantede jeg nogle ramsløg, som jeg havde gravet op i en skov. Ups, det er forbudt, men det vidste jeg altså ikke dengang. Nu er det meget nemt at få fat i ramsløg, bare tag på planteskolen eller check dit supermarked – ramsløg kan købes i potter! Usprøjtede planter, dansk produceret! Jeg har netop her, først i marts, købt en flot potte med smaragdgrønne blade og blomsterknopper i min lokale Irma. Bladene dufter og smager af hvidløg, helt som de skal.

De første ramsløg i haven
De første ramsløg i haven

Mine egne ramsløg er kun lige piblet op,  Allium ursinum hedder de på latin – hvis du søger efter dem på planteskolen. Der er mange muligheder til at bruge de grønne blade i køkkenet, men det må endelig ikke blive fortænkt, keep it simple er også her bedst. Rør blødt smør med fint klippede eller hakkede ramsløgblade, og tilsæt evt. lidt revet citronskal. Smørret kan fryses og er lækkert til bøf, kylling og fisk. Smager også på brød og gør sig godt i en risotto. Og til pasta. Eller prøv  min yndligspasta:

Du skal bruge en god håndfuld blade, svarende til en af de potter, du kan købe i supermarkedet. Klip dem af stænglerne, rødderne kan du senere plante ud. Skyl bladene og hak dem fint med en kniv. Svits et hakket skalotteløg i en lille klat smør, lad det ikke få farve. Rør ramsløg i, og spæd med en sjat piskefløde, 1/2 dl er nok, men brug gerne lidt mere hvis der skal være til to. Rør friskkogt, afdryppet pasta i blandingen, og server straks med høvlet parmesan.

ramsløgpasta (1)

Tripmadam og torskemund

Det var navnene, jeg ikke kunne stå for. Tripmadam faldt jeg over i en tysk havebog, den så spændende ud, den måtte jeg bare prøve. Det tog mange måneder før jeg endelig kunne identificere den blandt mange andre stenbedsvækster i en stor planteskole, ikke mindst fordi der var et skilt med madammens latinske navn: Sedum rupestre, synonym med Sedum reflexum.

Tripmadam i marts
Tripmadam i marts

 Jeg har nu haft min tripmadam i over to år. Har sat planten i en stor altankasse med et par pæne sten imellem. Den får smukke gule blomster om sommeren, er grøn hele året, robust og nøjsom, klarer hede, tørke og vinterfrost – og så kan den spises! Eller bedre sagt de kødfulde blade, som ligner tykke grannåle. De kan plukkes året rundt, smager en smule syrligt. Hak eller klip dem fint, drys dem på en kartoffelmad eller en snitte med agurk. Bland dem i smør og prøv også lidt hakket tripmadam i salat og suppe.

 

 

Torskemund kan ikke spises, det vil jeg straks sige. Også her var det navnet, der fangede, da jeg så planten i et økologisk gartneri.

torskemund i marts Den lignede ikke noget særligt, men da den først havde fået en rummelig krukke og (forresten også økologisk) ny plantejord voksede den frodig derudaf. Om sommeren fik den mange smukke lillarøde blomsterskærme. Så den var slet ikke nogen almindelig torskemund, den har nemlig gule blomster, men en Purpur-Torskemund, Linaria purpurea. Værd at huske når du er på udkik efter nyt til haven.  Og allerede nu, først i marts, skyder den på livet løs, se selv. Men det er vist godt at vide, at den breder sig lystigt, bare der er nogle sprækker rundt omkring.