Gensynsglæde

Sneregn, kulde og blæst … der er ikke meget at glæde sig over når jeg inspicerer mine plantekrukker her på den sidste dag i januar. Og dog – de første små skud kvan er dukket op! Husk at spørge efter kvan når du går rundt i en planteskole. Urten er nemlig blevet populær, helt i takt med den stigende interesse for det nordiske. Du kan læse mere om kvan om et par måneder, når mine skud har vokset sig store. Kvan hedder Angelika archangelika på latin, og det er forresten en god idé at kende en plantes latinske navn så du undgår forvekslinger.

kvanskud

Suppelyst

Yndige suppe, fyldig og fin, som venter os i en varm terrin … hm, remsen kører i mit hoved,  jeg har lyst til en duftende varm suppe.

(Ordene er forresten ikke mine, men fra den forlorne skildpaddes sang i Lewis Carrolls bog Alice i wonderland.)

Og hvad gør man så når lysten til en duftende varm suppe trænger sig på og der er ingen fond i fryser eller køleskab?  Så snyder jeg lidt, koger såmænd en forloren hønsefond! Bare vand og en bouillonterning (eller bouillonpulver) duer nemlig ikke, blandingen giver en forkert, fed og også for salt baggrundssmag. Min forlorne fond er nem at lave og passer til al slags suppefyld. Det lønner sig også at koge den uden at der står suppe på menuen. Jeg fryser fonden til isterninger, sådanne hjemmelavede bouillonterninger er gode på stegepanden når der mangler lidt sky .

Til 1 liter forloren hønsefond:

  • 2 skiver selleri, ca.200 g
  • 2 gulerødder
  • 1 løg
  • 1 spsk. neutral olie (jeg bruger altid avocadoolie)
  • 1 stort glas tør hvidvin (1,5 dl)
  • 1 spsk. hønsebouillonpulver eller 1 terning
  • 1 timiankvist

Hak de skrællede grøntsager og svits dem let i olie. Hæld vin ved, lad den boble i et minut eller to, drys bouillonpulver i eller brug smuldret terning og spæd med 1 liter koldt vand. Bring blandingen i kog, dæmp varmen og lad alt snurre under låg i 1/2 time. Derefter hældes hele molevitten gennem en si og det faste kasseres.

forloren fondsnydefond

Blåt til lyst

Blåt har mange nuancer, og det gælder ikke kun kartofler, blomkål, spidskål og broccoli har forlængst gjort rødkålen konkurrence. Den smukke rødviolette blomkål hører til mine favoritter, den gør sig så flot i salater og den pynter gevaldigt,  fx på hjemmelavet yoghurtost. Hvis du ikke kan finde blomkål med kulør så er der måske kulørt broccoli … for resten smager sådan en hjemmelavet yoghurtost også uden pynt.

Du skal bruge en si, og den skal fores med et stykke tyndt, skoldet stof, fx et slidt viskestykke eller et stykke ostelærred. Rør 500 g yoghurt, gerne den græske, med 1 fed knust hvidløg og 1/2 tsk. havsalt, og kom blandingen i sien. Derefter skal du sætte den over en skål og nu skal yoghurten dryppe af i et døgn, om muligt i køleskabet. Vend hele molevitten ud på et fad, træk stoffet af og riv kulørt blomkål over det hele.

violet blomkålyoghurt med revet blomkål

blå broccoli (1) kopi

Sæt kulør på januar

De fleste januardage er grå, vi trænger til farver, ikke mindst på vore tallerkener. Blå (eller bedre sagt blåviolette) kartofler er gode mod januartristesse. Sidste sommer kunne jeg høste mine egne, men efterhånden findes de blå knolde heldigvis i mange supermarkeder. Kik efter Blå Congo, som dyrkes i Danmark, eller efter Vitelotte fra Frankrig. Trods kuløren smager de ikke meget anderledes end de velkendte gule. Koges helst med skræl i saltet vand, det tager 15-16 minutter. Pilles, skæres i skiver og vendes (helst endnu let lune) med lidt dressing. Jeg bruger en skefuld koldpresset avocadoolie, rørt med havtorneddike og lidt revet citronskal.  Kartoflerne skal kun fugtes. Anret på sprød salat og drys med terninger af røget laks.IMG_3068 (1)blå kartoffelsalat kopi

Blå kartofler er en sand eye-catcher. Brug små kartofler, kog dem, pil dem og halver dem. Stik en cocktailpind i hver, og server dem som snack – tapas – med en lækker dip, fx en blanding af græsk yoghurt og skyr, krydret med havsalt, peber og klippet dild.

blå med dip (1)