Sæson for basilikum og is

Denne sommer har ikke fristet mig til at finde på nye is-opskrifter, men de gode gamle har også godt af et twist. Basilikum-is er en af mine favoritter, ikke mindst fordi den får en konsistens som gammeldags mælkeis og minder mig om barndommens ferier sydpå, hvor vi stod i kø ved gadens isvogne. Men i stedet for grøn basilikum bruger jeg den med røde blade. Et drys solbær klæder isen forresten godt!

  • 2 æggeblommer
  • 100g lys rørsukker
  • 3 dl mini- eller skummetmælk
  • 2,5 dl piskefløde
  • 1 stor håndfuld basilikumblade

Pisk æggeblommer og sukker til en tyk creme. Bring mælk i kog med fløde og fint klippede basilikumblade, og pisk blandingen i æggecremen. Afkøl massen og frys den – helst i en ismaskine. Det lønner sig at anskaffe en ismaskine, men selvfølgeligt kan du fryse isen i en skål under hyppig omrøring/piskning.

Delikat is med rød basilikum

 

Melonsorbet

Meloner er sommerens nemmeste dessert. Frugtkødet smager bedst afkølet, skåret i terninger eller både og gerne med friske bær til – jordbær, hindbær, blåbær eller rysteribs. Men jeg sætter også meget pris på melon fra fryseren og da helst med spiselige blomster til. De smukke (men let bitre) appelsintagetes matcher melonsorbet forrygende godt.

Læskende og smuk sorbet af cantaloupmelon med appelsintagetes
Læskende og smuk sorbet af cantaloupmelon med appelsintagetes

Start med at koge en lage af 1,5 dl vand og 150 g lys rørsukker, tilsat en lang strimmel citronskal (fra en økologisk frugt). Lad lagen blive kold. Halver 1-2 cantaloupmeloner med orangefarvet kød, fjern kernerne og skær frugtkødet i terninger, du skal bruge ca. 500 g. Blend melonkød med den kolde sukkerlage og 1 dl citronsaft (helst siet) og frys blandingen. Nemmest i en ismaskine. MEN her er en god fidus: Fyld blandingen i en stor frysepose, luk den, og læg den i fryseren. Nu skal du kramme og nulre posen med jævne mellemrum til massen har sorbet-konsistens.

En sidste mundfuld sommer

Det lykkedes mig at få fat i to bakker af årets sidste danske jordbærBærrene i den ene bakke forsvandt fra hånden i munden, de andre blev til is, min italiensk inspirerede yndlings-is!

En spiselig blomst af  tallerkensmækker pynter på desserten
En spiselig blomst af tallerkensmækker pynter på desserten

Jordbæris på italiensk: Del 250 g jordbær i halve eller kvarte. Drys dem med 125 g rørsukker, lad dem trække  i en time eller to, og blend  dem med 1 dl mini- eller skummetmælk og 1 dl piskefløde. Frys massen under jævnlig omrøring i en bakke eller brug en ismaskine. Her er til to dessertglade, måske til tre.

Banan-is med vilde jordbær

Jeg synes stadig, at de småbitte vilde jordbær er lækrest fra hånden i munden … men der er nu alligevel andre muligheder. Da jeg ville plukke stikkelsbær i dag opdagede jeg nemlig et mylder af jordbærplanter under de tornede buske. Der var også masser af kvikgræs og andet ukrudt, så det var besværligt at høste bærrene, men jeg fik en stor håndfuld foruden alle dem, som straks landede i munden. Og så tænkte jeg på min banan-is i fryseren …

I min barndom var der noget, der hed “uventede gæster”, og det gjaldt at være forberedt. Min mor havde altid hjemmebag parat, en dåse med småkager i skabet eller en kage i kælderen. Det var dengang. Nu til dags kommer der sjældent uventede gæster, men jeg har altid (hjemmelavet) is i fryseren. Bare til mig/os, men gæster må gerne spise med. Min banan-is er superlækker, den behøver ikke pynt, men bær i kontrastfarve klæder den. Blåbær eller brombær er for resten også fine som tilbehør. Og opskriften kan nemt fordobles! (Det fortjener den, synes jeg)

Banan-is

  • 2 bananer, modne men ikke overmodne
  • 1/2 dl citronsaft
  • 1/2 dl appelsinsaft
  • 50 g flormelis

Pil bananerne, læg dem i en frysepose, og frys dem i et døgn, gerne længere. Skær de frosne bananer i skiver, blend dem med de to slags saft og flormelis. Du får ca. 3 dl “softice”, som kan spises straks eller fryses til senere brug. Her har jeg frosset min banan-softice i en lille kageform af silikone, så kan isen nemt skæres i portionsbidder.

smovs - is af bananer med vilde jordbær til
smovs – is af bananer med vilde jordbær til

 

Apropos junidessert

Sådan en koncentreret, sødet rabarbersaft med jordbær er ikke blot flot i glas, den er også fin i suppetallerkener. Og det er slet ikke så ringe at pynte med en klump god vaniljeis i stedet for en spiselig blomst. (Begge dele duer nu også, synes jeg).

koldskål på ny manér, sød rabarbersaft med aromatiske jordbær
koldskål på ny manér, sød rabarbersaft med aromatiske jordbær

Den smukkeste junidessert

Så smuk og læskende og bare dejlig – kold dessertsuppe med jordbær. Enkel og raffineret på en gang. Du skal bruge sødet rabarbersaft, mindst 1 dl pr.person, se opskriften på saftevand med rabarber. Desuden søde danske jordbær, som nippes og skæres i skiver.  Bland bær og den søde (naturligvis ufortyndede) rabarbersaft i smukke glas, og server desserten med ske og gerne også en spiselig blomst – her bruger jeg den flotte katostblomst, bedre sagt: en blomst af min moskus-katost (Malva moschata)

jordbær i koncentreret sød rabarbersaft, en herlig dessert
jordbær i koncentreret sød rabarbersaft, en herlig dessert