Kom nu – forår, vi har brug for dig

Jeg er så misundelig på de erantis, jeg møder hver dag på mine ture med hunden. Her hvor jeg bor (har slået mig ned ?) er der masser af bygggerod, men jeg tager revanche, køber erantis til udplantning så snart det bliver muligt. Men en smule glæde kan jeg da alligevel finde allerede nu i min lille have – det trænede øje kan nemlig se at der er ved at komme gang i rabarberen.

Måske skal der en lup til … men ikke for mig, min dejlige vinrabarber er snart på vej

 

Farve, please! Kulør giver trøst

Hvad hjælper på en trist februarsøndag med silende regn … Kage kan trøste en stund, men mit våben er KULØR på bordet! Til aftensmad en herlig suppe med kulør som en solnedgang. En suppe som smager skønt, og så er den tilmed så sund og så uhyre nem at lave. Men som altid er det afgørende med gode råvarer – her skal der kun bruges røde linser, løg, lidt hvidløg og citronsaft. Det burde ikke være umuligt- eller bare svært – at have ingredienserne i køkkenskabet/skuffen. MEN der er en fidus, som gør denne simple suppe til en sand himmerigsmundfuld. Og det er væden. Den rigtige FOND, som jo er kokkenes hemmelige våben ?  Bouillon, god grøntsagsbouillon, kan bruges – bedre er det her med tomatjuice, men absolut uovertruffen bliver suppen med “vegetable cocktail”, økologisk grøntsagsbouillon fra BIOTTA.

Hovedret til 1-2 personer

  1. 1 hakket løg
  2. 15 g smør
  3. 125 g skyllede og afdryppede røde linser
  4. 3 dl økologisk grøntsagsbouillon eller tomatjuice og 3 dl vand
  5. 1 lille fed hvidløg
  6. saft af 1/2 citron

Svits løget i smør, tilsæt linser, hvidløg og væde. Kog under låg i 20-25 minutter og tilsæt citronsaft. Blend suppen, fortynd om ønsket med mere væde.

Jeg elsker suppens lidt grove konsistens, men du kan blende den finere med lidt mere væde