Duftende aprildarling

I april kan vi for alvor begynde at hilse vennerne velkommen tilbage – jeg gør det og bliver igen og igen forundret over den livskraft, urterne har. Ok, nogle viser sig halvhjertet, de har overlevet vinteren, men nu skal de nusses om, der skal klippes ned og rettes op – det gjorde jeg bl.a. i dag med min vintersar (Satureja montana), kun halvdelen af den flotte busk var grøn. Pillede også visne grene af min olivenurt – den skrev jeg om sidst i februar … og der er gang i den  igen! Allerede nu dufter den vidunderligt af solmodne oliven.

Og se – så er jeg ved duften. Min darling i april er og bliver Viola odorata, duftviolen, martsviolen. Sweet violet på engelsk. Som teenager har jeg elsket det navn, på en eller anden underlig måde har jeg altid forbundet navnet med “Borte med Blæsten”,  med bogen, men der forekommer ingen violer (så vidt jeg husker), så  det var vist kun et nostalgisk tankespring.

Og det er netop det, dufte gør – de fører os tilbage, de formår at give næsten glemte minder liv igen. ( Ikke et ord om Marcel Proust og hans Madeleinekage, dyppet i lindeblomstte, hvis du kender til hans “På sporet af den tabte tid” ved du, hvad jeg mener)

Tilbage til min duftende aprildarling.  Grøn er vårens hæk er en dejlig aprilvise, Poul Martin Møller skrev den i 1819. Den kommer jeg så ofte at tænke på når jeg går forbi min hæk. Min egen aprildarling, mine vilde violer, gemmer sig i bunden af hækken (som slet ikke er grøn endnu),  og der dufter så dejligt. Jeg har ikke lavet andet med disse smukke duftende violer end i ny og næ drysset dem over spæde salatblade eller en  kage eller is, anrettet i høje glas og med flødeskum på toppen. Jeg gider ikke lave kandiserede violer, synes ikke at resultatet er besværet værd! Men jeg kan godt li’ at støde violer (10-12 blomster) sammen med sukker (2 spsk. lys økologisk). Violsukker smager nemlig skønt i te!

Pluk en lille bitte buket af de duftende violer og sæt den i et æggebæger
Pluk en lille bitte buket af de duftende violer og sæt den i et æggebæger til pynt på bordet
Godt til te - sukker, stødt sammen med duftende violer
Godt til te – sukker, stødt sammen med duftende violer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *