April april!!! siger vi når det lykkedes at drille nogen på aprilmånedens 1. dag. Men aprilmåned har det med at drille os allesammen. Solskin, nattefrost, regn, tøsne og hagl – vi har fået det hele – som før, som sidste år og året før. Jeg selv har ikke haft det store overskud til havesysler i april, men har glædet mig hver eneste dag til at følge livet i mine krukker – laurbærbusken har klaret sig fint, rabarberne stortrives, løvstikke og kvan kan man næsten høre vokse, så stærkt går det. Timian, salvie, fransk estragon og havesyre … Har gravet en ramsløgplante op og sat i en potte tæt ved husmuren, og den er allerede ved at blomstre! Også purløgsplanten har sat blomsterknopper. Det hvide purløg, Allium schoenoprasum Dwarf white, har jeg købt i et økologisk gartneri, det bliver spændende at følge planten, se den vokse og blomstre.


