Blomkål og marcipan

Det lyder lidt mystisk, men blomkål og marcipan klæder faktisk hinanden! Meget! Så hvis du har en rest marcipan fra julen  skulle du prøve denne lækre, blide, aromatiske suppe. Den er fin som hovedret til to med brød eller (hjemmelavede!!) chips til. Og den gør sig flot som en slags tapas i små skåle på en buffet. Suppen er lidt bleg, så jeg pepper den op med et rundhåndet drys ristede birkes – og de knasende frø er det perfekte tilbehør (synes jeg).

Blomkålsuppe med marcipan

  • buketter af  1/2 blomkål, 275 g eller lidt mere
  • 5 dl vand
  • 1 dl mælk, fx minimælk
  • 50 g marcipan (ren rå marcipan mindst 60% mandler)
  • en skefuld mørk birkes

Kog blomkålsbuketter i vand, tilsæt mælk og små bidder marcipan. Blandingen skal koges i 15-20 minutter. Afkøles og pureres i en blender. Smag om ønsket til med lidt salt – jeg synes ikke, at det er nødvendigt, foretrækker den blide, ganske svagt sødlige mandelsmag, suppen har. Rist birkes let på en tør pande, de skal lige begynde at poppe. Afkøles før de drysses over suppen.

Blomkålsuppe med mandelsmag og birkesdrys
Blomkålsuppe med mandelsmag og birkesdrys

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *