Statustid

Så sidder man (jeg) her i januar og spekulerer over fortid og fremtid …Hvad var godt, hvad overraskede, hvad skuffede, hvad skal prøves … Sjovt nok er alt, jeg straks ser for mit indre øje BLÅT.  Måske fordi jeg holder så meget af den blå kulør:  blå kartofler, blå bønner, hjulkrones blå blomster, hornvioler, kornblomster … selvfølgeligt skal de være med igen! Hvad skuffede? Gule bønner! Men måske kunne de ikke lide de betingelser, jeg bød dem, så pyt. Synes alligevel at de blå bønner er smukkest, selv om de bliver grønne efter kogning. Det mest overraskende i min krukkehave sidste år var – torskemund. Navnet lyder spiseligt, men det er planten nu ikke. Købte en lidt uanselig urt i det økologiske gartneri Grennesminde. Bare fordi jeg ikke kunne stå for navnet – hvorfor hedder planten torskemund? Bliver forklaringen skyldig, jeg kan ikke se nogen lighed mellem en torsks mund og de fine blå blomster, planten producerede. Og den har bredt sig over det hele. Der er næppe en afkrog på terrassen eller en plet i haven hvor der ikke er dukket torskemund op! Det er lige ved at være for meget, men … det handler vist mest om at være hårdhændet med at luge dem væk. Jeg nåede det ikke, jeg orkede det ikke, men jeg smed nogle håndfulde frø bag om hækken, håber, at de vil brede sig der.

Forresten – min torskemund  hedder Linaria purpurea på latin.

Der er meget, som skal prøves igen, fx de fine løgplanter, etageløg, pibeløg, hvidløg. Og der er meget at glæde sig til – fordi ens gamle venner snart vender tilbage fra vinterhi: sødskærm, kommen, kvan, mynte, anisisop, lavendel, timian, salvie, sar, løvstikke og den ukuelige havesyre …

Ventetiden er lang, men det hjælper en smule at få noget lækkert og sundt grønt i vindueskarmen – sæt toppen af et spirende løg i en skål med lidt vand og lad de grønne spirer vokse. Nyd synet. Og klip dit første hjemmedyrkede grønt over en rugbrødsmad – de tykke grønne spirer pynter gevaldigt på en kartoffelmad!

Tykke, saftspændte løgspirer. Smukke at se på og lækre som grønt drys
Tykke, saftspændte løgspirer. Smukke at se på og lækre som grønt drys

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *