… eller bedre sagt: smag på nytår sammen med mig – alle I søde kvinder og milde mænd, som findes derude, uden for mit blogunivers. Skal jeg fortsætte? Jeg mangler respons, men pyt … jeg selv forsømmer også alt alt for tit at give ris eller ros. Men her er mit sidste påfund, en forrygende dejlig granatæblesnaps. Den laves på 5-7 dage og smager så godt, at jeg selv skal passe på med ikke at prøvesmage for meget 😆 – granatæblesnaps er nemlig en flot gave til søde kvinder og milde mænd (se ovenfor).
Du skal bruge 1 pænt stort granatæble, 1,5 spsk. lys rørsukker (almindelig sukker duer også), 1/2 flækket vaniljestang og 5 dl klar Brøndum akvavit eller vodka. Skær toppen (den lille “krone” af granatæblet, del den i kvarte og pil kernerne ud. Der bliver 250-270 g kerner. Kom dem i et sylteglas, tilsæt sukker, vaniljestang og Brøndum/vodka, luk glasset, ryst blandingen og vent. Efter 5-7 dage er den rubinrøde væde klar til at blive hældt igennem en si. Granatæblekerner har afgivet både kulør og smag, men de smager stadig godt!, brug dem fx i salat.


