Op med humøret-salat

Øv. Sådan en dag med silende regn og tunge skyer gør det svært at mobilisere lysten til at gå i køkkenet. Men man kan spise sig til godt humør –  fx med Quinoa, æbler og valnøddekerner! De fnuglette sorte frø matcher perfekt med saftige, sprøde oktoberæbler og nøddekerner. Quinoa har jeg altid i køkkenskabet, frøene findes i andre farver, til salat holder jeg mest af de sorte.

Guldborg og Cox Orange
Guldborg og Cox Orange

Jeg er så heldig at kunne samle æbler op fra græsplænen, både Guldborg og Cox Orange er drysset ned fra træerne. Og valnøddekerner har jeg taget ud af fryseren, min sidste pose med de lækre kerner. Så snart der er nye nødder i handelen knækker jeg dem og fryser kerner i små portioner. Det lønner sig!

sund og lækker frokostsalat
sund og lækker frokostsalat

Kom 1 dl sort Quinoa i en si, skyl frøene godt igennem under den kolde hane og bland dem i en lille gryde med 2 dl vand. Tilsæt et nip salt og kog sagte 15-20 minutter. Bland frøene lune eller kolde med æbleterninger og groft hakkede valnøddekerner. Hvor meget? Så meget du har/har lyst til. Jeg klemmer saften af en clementin over min salat. Citronsaft, rørt med lidt honning er også fin. (Her er Quinoa til to personer/to dage)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *