Haveritualer

Til mine faste morgenritualer hører det at inspicere krukkerne for at se hvordan det står til. Mon de gule stangbønner snart spirer, hvor meget er kartoffeltoppene vokset, har den sarte citronverbena klaret nattens heftige regn … Undervejs napper jeg et grønt blad, især brøndkarse og havesyre er gode til at vække smagsløgene. Men det bedste er nu at nulre et blad og snuse til duften. Snuse til mynte, citronverbena, hvidløgsgræs, timian, merian … og til ambra.

Ambra (Artemisia abrotanum) er en lugteurt – som det blev kaldt  i gamle dage – omkring år 1800 hørte ambra til bønderhavernes fornemste duftplante. Jeg er glad for at have den i min krukkehave, nu på andet år. Den buskede plante ligner ikke noget særligt, jeg bruger den stort set ikke til noget i køkkenet, men den har en herlig duft af citron, tilsat lidt …måske er det kamfer, svært at beskrive, duften er bare meget behagelig, jeg kan dårligt lade være at køre hånden igennem bladene. De enkelte bladafsnit ligner dild, når man ser dem tæt på, men de er bitre. De kan bruges som krydderi til kød og saucer, ved jeg, men det har jeg endnu ikke selv prøvet. Har smidt en gren på grillkullene, det dufter godt. Og jeg vil også prøve at lægge en tørret kvist eller to i klædeskabet, det skulle holde møl væk, og det tror jeg på. Men som sagt – jeg bruger den som lugteurt, og den slags bør vi også have omkring os. Tilsyneladende kan hornvioler også li´Ambra, der kommer hele tiden nye til …

ambra , hornviolerd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *